Dato:            9. marts 2009

Sags nr.:       0900642

Sagsbeh.:     LBJ

Dok nr.:       

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 270 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 12. februar 2009.

 

Spørgsmål 270:

"Ministeren bedes kommentere den verserende debat om kunstige jomfruhinder og herunder oplyse, i hvilket omfang dette indgreb foretages som en offentligt betalt sundhedsydelse her i landet, og hvilke erfaringer man har med indgrebet, navnlig om indgrebet virker eller ikke virker efter hensigten."

 

 

Svar:

Jeg har til brug for besvarelsen af spørgsmålet anmodet Sundhedsstyrelsen om bidrag. Sundhedsstyrelsen har i den forbindelse oplyst:

 

”Det er ikke muligt at vurdere, hvorvidt, og i hvilket omfang, rekonstruktion af hymen (jomfruhinden) foretages på offentlige danske hospitaler. Det skyldes, at der i Landspatientregisteret ikke findes nogen specifik kode for denne operation. I det omfang rekonstruktionen udføres på de gynækologiske afdelinger, er det derfor ikke muligt, at kortlægge denne aktivitet. Det er imidlertid Sundhedsstyrelsens vurdering, at såfremt disse rekonstruktioner udføres, er det i et meget begrænset omfang.

 

Sundhedsstyrelsen vurderer endvidere, at de fleste af disse rekonstruktioner udføres hos privatpraktiserende speciallæger, men da disse ikke er forpligtet til at indberette til LPR, er det ikke muligt at anslå aktiviteten. En betydelig del af denne aktivitet vurderes udført uden for den offentlige sygesikring, og det samme gør sig gældende for operationer udført på privathospitaler, men der findes som sagt ikke præcise data for dette.

 

Der bliver endvidere spurgt om indgrebet virker efter hensigten. Her formodes, at spørgeren mener, om hymen med dette indgreb kan rekonstrueres svarende til en naturlig hymen, som vel og mærke kan variere fra næsten intet hymenvæv til en hymen som fuldstændig lukker vagina. Her er det Sundhedsstyrelsens vurdering, at der er tale om et ukompliceret indgreb, og Sundhedsstyrelsen har ikke kendskab til, at det ikke skulle virke efter hensigten. Der er kun ganske lidt international litteratur, som beskriver indgrebet.”

 

Jeg kan henholde mig til Sundhedsstyrelsens oplysninger.