Svar:

Hvis man sammenligner situationen for de nyrepatienter, som har pådraget signefrogen systemisk fibrose (NFS) med de HIV-smittede bløderes situation i1980’erne og frem, bør man være opmærksom på, at man på daværende tidspunktikke havde etableret en erstatningsordning for lægemiddelskader. De HIV-smittedeblødere, hvis sygdom på daværende tidspunkt var uhelbredelig og dødelig, varderfor henvist til at anlægge sag ved domstolene efter de almindelige produktan-svarsregler, som ikke giver den samme mere lempelige adgang til erstatning somden nuværende lægemiddelskadeerstatningsordning.På den baggrund besluttede Folketingets Finansudvalg i juni 1987, efter indstillingfra den daværende sundhedsminister, at der skulle ydes en kulancemæssig godtgø-relse på 100.000 kr. til blødere, der efter behandling med blodprodukter ved danskesygehuse var blevet konstateret HIV-smittede. Godtgørelsen blev senere forhøjetog udvidet til også at omfatte ægtefæller og børn, samt personer som med over-vejende sandsynlighed blev smittet med HIV gennem blodtransfusion på danskesygehuse. Det blev her tillagt særlig vægt, at et eventuelt erstatningsansvar veddomstolene måtte antages at være meget vanskeligt at fastslå af bevismæssige år-sager, ligesom en retssag ville blive meget langvarig.Ved Østre Landsrets og Højesterets domme blev det for hovedparten af det be-grænsede antal HIV-smittede blødere, som havde anlagt sag mod ministeriet ogSundhedsstyrelsen med påstand om erstatning, fastslået, at myndighederne ikkehavde handlet ansvarspådragende. Folketingets partier og regeringen anså sig imid-lertid for forpligtet til at sikre de HIV-smittede blødere dels gennem den alleredeydede kulancemæssige godtgørelse, dels ved at oprette Blødererstatningsfonden,som skulle yde supplerende økonomisk støtte til dækning af de HIV-smittede blø-deres individuelle behov.Blødererstatningssagen var i øvrigt grunden til, at regeringen og Folketingets parti-er fandt anledning til at få etableret en lægemiddelskadeforsikring. Denne villefremover kunne sikre, at alle patienter med lægemiddelskader fik en lempeligere,ensartet adgang til erstatning efter de samme principper, som patientforsikrings-ordningen. Bestemmelser herom blev fastlagt med lov om erstatning for lægemid-delskader (lov nr. 1120 af 20. december 1995).

2Det er min opfattelse, at man netop med etableringen af lægemiddelskadeerstat-ningsordningen i 1995 gjorde op med de ad hoc-prægede løsninger med kulance-mæssige godtgørelser, som indtil da var taget i anvendelse. Lægemiddelskadeer-statningsordningen sikrer således en erstatningsmulighed for alle patienter, somopfylder lovens krav. Erstatningsordningen bygger som bekendt på et lempeligereerstatningsgrundlag, hvilket sikrer en lettere adgang til erstatning for en lægemid-delskade.Erstatningens størrelse fastsættes efter de almindeligt gældende regler i lov omerstatningsansvar. Nyreforeningen tilkendegiver, at de ramte nyrepatienter børvære berettiget til en kompensation, som ligger ud over, hvad Patientforsikringenkan give i medfør af erstatningsansvarsloven. Jeg kan hertil oplyse, at der indtilprimo februar måned i år har været tale om godtgørelser på mellem 115.000 og 1,7millioner kroner til i alt 22 patienter. En adgang til udmåling af højere erstatnings-beløb ville forudsætte en ændring af erstatningsansvarslovens regler herom – medde konsekvenser, som dette måtte have for andre erstatningssager.For så vidt angår Nyreforeningens bemærkninger om sagens forløb og de fejl, somNyreforeningen mener, at det offentlige har begået, afventer jeg udfaldet af denuvildige undersøgelse, som nu iværksættes.

Spørgsmål 268:

Svar: