Dato:            9. marts 2009

Sags nr.:       0901577

Sagsbeh.:     SUMTNE / Regional sundhed

Dok nr.:        10175

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 250 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 6. februar 2009.

 

Spørgsmål 250:

"Hvilke konkrete initiativer vil ministeren tage for at modvirke lægemanglen i Nordjylland?"

 

 

Svar:

Det er vigtigt at sikre, at alle borgere kan blive tilmeldt en alment praktiserende læge – også i Nordjylland, hvor prognoser indikerer, at der i de kommende år bliver vanskeligheder med at rekruttere læger. 

 

Jeg mener derfor, at der er brug for en særlig indsats for at sikre alle borgere adgang til praktiserende læger. Med udvalget om almen praksis’ rolle i fremtidens sundhedsvæsen har vi sat fokus på den problemstilling. Som opfølgning på udvalgets rapport agter regeringen allerede hér i foråret at fremsætte et lovforslag, der blandt andet giver regioner og kommuner hjemmel til at tilvejebringe lokaler til praktiserende sundhedspersoner, herunder praktiserende læger, i nærmiljøet.

 

Jeg forventer, at denne mulighed vil bidrage til, at regioner og kommuner kan forbedre rekrutteringen også i Nordjylland, hvor der mangler læger. Med forbehold for Folketingets vedtagelse forventer jeg, at loven træder i kraft den 1. juli 2009.

 

Udvalget om almen praksis peger i øvrigt på en række andre muligheder for at sikre kapacitet i sektoren og lægedækning, herunder øget brug af praksispersonale og effektivisering af praksisplanlægningen mv. Disse muligheder indgår i de igangværende forhandlinger mellem Regionernes Lønnings- og Takstnævn og Praktiserende Lægers Organisation om en fornyelse af overenskomsten for alment praktiserende læger. Det er aftalt, at forhandlingerne skal afsluttes senest den 1. juni 2009, så en ny overenskomst kan træde i kraft den 1. januar 2010.