Dato:            9. marts 2009

Sags nr.:       0900869

Sagsbeh.:Regional sundhed/ smj

Dok nr.:        5231

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 245 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 4. februar 2009.

 

Spørgsmål 245:

"Det ønskes oplyst, hvilke initiativer regeringen har taget for at sikre etablering af specialuddannelsen for psykologer efter norsk model, således at de kan varetage flere opgaver inden for psykiatrien, der kan supplere den lægefaglige arbejdskraft."

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Anne Baastrup (SF).

 

 

Svar:

Danske Regioner udgav i 2006 rapporten Behandlingsgaranti i psykiatrien – udfordringer og muligheder med henblik på at beskrive forudsætninger og muligheder for at tilbyde behandlingsgaranti til psykisk syge. Rapporten udsprang af debatten om de lange ventelister i specielt børne- og ungdomspsykiatrien samt det stigende fokus på de mange voksne med depression, angst, tvangstanker mv., som forventes at øge efterspørgslen på psykiatrisk behandling markant de kommende år.

 

I rapporten blev det anbefalet, at udarbejde beskrivelser af uddannelsesstillinger for psykologer med henblik på at opnå specialistgodkendelse indenfor relevante specialer.

 

Danske Regioner har oplyst overfor ministeriet, at de på den baggrund, i samarbejde med regionerne og Dansk Psykolog Forening, har nedsat en arbejdsgruppe med det formål at etablere en flerårig uddannelse til specialpsykolog i henholdsvis voksenpsykiatri og børne- og ungdomspsykiatri.

 

Formålet med uddannelsen er, at udvide behandlingskapaciteten, så der kan blive behandlet flere patienter i psykiatrien med en fortsat høj faglig kvalitet. Uddannelsen af specialpsykologer skal medvirke til en mere fleksibel opgaveløsning, hvor psykologernes bidrag til den samlede opgaveløsning styrkes. 

 

Danske Regioner forventer endvidere, at et sådant flerårigt og systematisk uddannelsestilbud til psykologer ansat i psykiatrien ligeledes vil bidrage til at tiltrække nye og fastholde nuværende psykologer til psykiatrien.

 

Arbejdsgruppens anbefalinger forventes at blive præsenteret senere på foråret.