Dato:            4. februar 2009

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2009-12100-493

Sagsbeh.:     dra

Fil-navn:      Dokument 1

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 230 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 29. januar 2009.

 

Spørgsmål 230:

"Ministeren bedes oplyse, om man fortsat vil kunne have en fødeafdeling på Svendborg Sygehus, hvis man fjerner akutmodtagelsen."

 

 

Svar:

Ekspertpanelet fremfører i deres rapport fra november 2008, at der ikke vurderes grundlag for at etablere en fælles akutmodtagelse på Svendborg Sygehus.

 

Regeringen støtter ekspertpanelets udmeldinger vedrørende fælles akutmodtagelse på Svendborg Sygehus, og har meddelt Region Syddanmark foreløbig tilsagn til byggeri af et nyt Odense Universitetshospital, der udover at varetage regionens specialfunktioner også vil være fælles akutmodtagelse for størstedelen af Fyn, herunder Sydfyn.

 

Sundhedsstyrelsen har i forbindelse med styrelsens specialegennemgang udarbejdet udmeldinger for specialet gynækologi og obstetrik. Heraf fremgår, at en gynækologisk og obstetrisk afdeling på hovedfunktionsniveau bør have assistance af en række andre specialer/funktioner.

 

Såfremt der fortsat skal varetages fødsler på Svendborg Sygehus, bør det ske i overensstemmelse med Sundhedsstyrelsens specialeudmelding for gynækologi og obstetrik.

 

Det er uden betydning for varetagelse af fødsler på Svendborg Sygehus, om sygehuset har fælles akutmodtagelse. Det, der er afgørende er, om Svendborg Sygehus kan leve op til Sundhedsstyrelsens udmeldinger på hovedfunktionsniveau for specialet gynækologi og obstetrik, idet fødende på Svendborg Sygehus ellers vil modtage et fagligt begrænset tilbud i forhold til fødende på andre fødesteder.