Dato:            21. november 2008

Kontor:        Sundhedspolitisk kt.

J.nr.:              2008-12103-940

Sagsbeh.:     lybh

Fil-navn:      Dokument 2

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 23 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 15. oktober 2008.

 

Spørgsmål 23:

"Ministeren bedes kommentere henvendelsen fra Center for voldtægtsofre på Århus Universitetshospital"

 

Svar:

Med nærværende henvendelse opfordrer Center for Voldtægtsofre på Århus Universitetshospital til, at der lovgivningsmæssigt sikres opfølgning og behandling af ofre for voldtægt. Behovet herfor begrundes for det første i en vurdering af, at tilbudet til voldtægtsofre i Region Midtjylland er i fare for at blive forringet på grund af regionens økonomiske prioriteringer.

 

Jeg er bekendt med, at det i en kort periode overvejedes at finde besparelser via nedskæringer i behandlingstilbudet på Center for Voldtægtsofre på Århus Universitetshospital. Det er ikke ualmindeligt, at forskellige regionale behandlingstilbud indgår i regionernes årlige budgetforhandlinger. At man alligevel valgte ikke at reducere bevillingen, er for mig at se udtryk for en prioritering af centrets tilbud til voldtægtsofre, frem for det modsatte.

 

Jeg kan hertil oplyse, at satspuljepartierne i oktober 2008 aftalte, at Det nationale videnscenter for voldtægtsofre fra 2009 og fremover får en fast bevilling på 5 mio. kr. årligt fra satspuljen. 

 

For det andet påpeges i henvendelsen, at Sundhedsstyrelsens vejledning fra 1999 ikke i tilstrækkeligt omfang er efterkommet. 

 

På baggrund af Folketingets beslutningsforslag B 10, som omtales i henvendelsen, gav det daværende Sundhedsministerium i 1999 Sundhedsstyrelsen i opdrag at udarbejde en vejledning om den fremtidige organisering af sundhedsvæsenets indsats for kvinder udsat for voldtægt, voldtægtsforsøg eller anden seksualiseret vold.

 

Formålet med anbefalingerne til organiseringen af indsatsen er, at disse kvinder (og mænd) tilbydes akut omsorg, retslægelig undersøgelse, rådgivning og behandling – herunder at der tidligst muligt gennemføres en adækvat retslægelig undersøgelse med henblik på vurdering og dokumentation af voldsfølgerne.

 

I vejledningen anbefales, at der etableres et tværfagligt beredskab til modtagelse af voldtægtsofre mv. i samarbejde mellem det tidligere amtslige sundhedsvæsen/H:S (nu det regionale sundhedsvæsen), politi, socialvæsen og det nærmeste retsmedicinske institut, idet det samtidig fastslås, at samarbejdet skal tilrettelægges efter lokale forudsætninger og ikke nødvendigvis ensartet fra amt til amt. 

 

Siden hen er etableret i alt otte centre for voldtægtsofre, som alle er organiseret i sygehusvæsenets regi. Aktuelt findes centre på henholdsvis Bornholms Hospital, Rigshospitalet, Nordsjællands Hospital i Hillerød, Aalborg Sygehus, Århus Universitetshospital, Herning Sygehus og Kolding Sygehus. I Region Sjælland er der således endnu ikke oprettet et center for voldtægtsofre.

 

Region Sjælland har en samarbejdsaftale med Rigshospitalet, der indebærer, at regionens borgere i tilfælde af voldtægt eller voldtægtsforsøg undersøges og behandles på Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet. Henvendelsen sker primært til regionens skadestuer eller via politiet, hvorfra den voldtægtsramte transporteres til Center for Voldtægtsofre på Rigshospitalet. Geografiske forhold betyder desuden, at mange af Region Sjællands borgere har relativt kort til Rigshospitalet.

 

Jeg kan i øvrigt nævne, at personer, der har været udsat for voldtægt, har ret til tilskud til behandling hos psykolog efter lægehenvisning efter bekendtgørelse nr. 206 af 28. marts 2008 om tilskud til psykologbehandling i praksissektoren for særligt udsatte persongrupper. Alle personer, som har været udsat for f.eks. voldtægt, og som opfylder kriterierne herfor i bekendtgørelsen, har krav på at modtage støtte til psykologbehandling i henhold til disse regler. Der ydes tilskud for indtil 12 konsultationer pr. behandlingsforløb for de personer, som er omfattet af bekendtgørelsen. Tilskud ydes med 60 pct. af de fastsatte honorarer pr. konsultation.

 

På den baggrund er det således ikke min vurdering, at der er behov for at sikre indsatsen for voldtægtsofre ved yderligere lovgivningsmæssige tiltag.