Dato:            4. februar 2009

Kontor:        Sundhedspolitisk kt./Sundhedsstatistik

J.nr.:              2009-12100-471

Sagsbeh.:     enr/ajj

Fil-navn:     

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 188 (Alm. del), som Sundhedsudvalget efter ønske fra Jens Peter Vernersen har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 6. januar 2009.

 

Spørgsmål 188:

"Hvor lang en ventetid på hospitalsbehandling finder ministeren acceptabel for hver enkelt af de 18 behandlinger, der fremgår af Sundhedsstyrelsens ventetidsoversigt, og som er omtalt i Jyllands Posten den 27. december 2008?"

 

Svar:

Jeg vil gerne indledningsvis kommentere de tal, der ligger til grund for de ventetider, der henvises til i spørgsmålet.

 

De 26,3 uger, som nævnes i ovennævnte artikel, er Sundhedsstyrelsens tal for den gennemsnitlige fremadrettede ventetid til 18 udvalgte behandlinger i november 2008. De 26,3 uger inkluderer ventetid fra henvisning er modtaget på sygehuset til undersøgelse/udredning indledes, og ventetid fra udredning er foretaget til behandling indledes.

 

Det skal først og fremmest bemærkes, at den fremadrettede ventetid ikke er en opgørelse af den faktiske ventetid, som patienter har haft til de 18 behandlinger. Den er derimod et gennemsnit på tværs af sygehuse og behandlinger af de offentlige sygehuses forventede maksimale ventetid til de 18 behandlinger for næste ukomplicerede patient. I opgørelsen indgår altså ikke oplysninger på patientniveau om den faktiske ventetid, som patienterne har haft til behandlingerne, og det kan på den baggrund ikke konkluderes, at patienterne i gennemsnit venter 26,3 uger i november 2008.

 

Det er dog muligt at opgøre den faktiske ventetid, kaldet erfaret ventetid, som patienter har haft til planlagte operationer, på baggrund af ventetidsoplysningerne i Landspatientregisteret (LPR). Denne opgørelse inkluderer perioder, hvor patienten er aktivt ventende, dvs. primært ventetiden fra henvisning er modtaget til undersøgelse/udredning indledes, samt ventetiden fra udredning er foretaget til behandling indledes. Opgørelsen omfatter offentlig aktivitet samt privat aktivitet finansieret af regionerne.

 

Sundhedsstyrelsen har opgjort den erfarede ventetid til 17 af de 18 behandlinger på baggrund af registreringerne i LPR pr. 10. januar 2009. Det har på baggrund af oplysningerne i LPR ikke været muligt at inkludere ventetid til høreapparatbehandling. Den foreløbige opgørelse viser, at den gennemsnitlige erfarede ventetid til de 17 behandlinger var på 73 dage eller godt 10 uger i november 2007. Efter overenskomstkonflikten på sundhedsområdet og den deraf oparbejdede ventetidspukkel er ventetiden i november 2008 på 88 dage eller ca. 12½ uge.

 

Da de udvalgte behandlinger kun dækker en del af behandlingsaktiviteten, har Sundhedsstyrelsen ligeledes opgjort den erfarede ventetid for samtlige planlagt opererede patienter. I november 2008 udgør den 71 dage eller ca. 10 uger, mens den i november 2007 udgjorde 61 dage eller knap 9 uger.

 

De registerbaserede opgørelser viser altså, at de faktiske ventetider ligger markant lavere end opgørelsen af den forventede ventetid på tværs af sygehuse og de 18 behandlinger.

 

En patient bør imidlertid efter min opfattelse ikke have udsigt til mere end 1 måneds ventetid i det offentlige sundhedsvæsen uden samtidig at have et andet behandlingstilbud til rådighed, hvis et sådant tilbud findes.

 

Dette er også kernen i det udvidede frie sygehusvalg, som giver ret til behandling på private aftalesygehuse og -klinikker og sygehuse i udlandet, såfremt der er lang ventetid på behandling i det offentlige sundhedsvæsen.

 

På grund af den ekstraordinære situation, som sundhedsvæsenet står overfor i forlængelse af konflikten på sundhedsområdet i foråret 2008, har Folketinget valgt at suspendere det udvidede frie sygehusvalg fra den 7. november 2008 til og med den 30. juni 2009. Det sker for at sikre, at de længst ventende og mest syge patienter kommer til først, når regionerne skal afvikle den store pukkel af aflyste behandlinger i forlængelse af konflikten.

 

Dette er selvfølgelig stærkt beklageligt for de patienter, der som følge af suspensionen får længere ventetid på behandling i en periode. Og da det kun er på grund af konflikten på sundhedsområdet, at ordningen er blevet suspenderet, bliver det udvidede frie sygehusvalg derfor også genindført efter den 30. juni 2009.