Dato:            27. februar 2009

Sags nr.:       2008-12109-948

Sagsbeh.:     LBJ

Dok nr.:       

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 178 (Alm. del), som Folketingets Sundhedsudvalg har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 18. december 2008.

 

Spørgsmål 178:

"Vil ministeren forholde sig til dokumentet fra Sundhedsstyrelsen af 25. oktober 2005, som efter en eksperthøring er tilsendt alle rygkirurger i Danmark? Herunder bedes ministeren vurdere om anbefalingen og kvalitetskravene er blevet efterlevet hidtil og om de nuværende rygopererende afdelinger i dag efterlever de opstillede krav, og om der er fyldestgørende neutral patientinformation, indikationer, efterkontrol, genoptræning, kvalitetssikring og monitorering."

 

 

Svar:

Indledningsvist vil jeg gerne fastslå, at hverken Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse eller Sundhedsstyrelsen er bekendt med det i spørgsmålet omtalte dokument af 25. oktober 2005.

 

Men Sundhedsstyrelsen har oplyst, at der den 25. oktober 2005 blev afholdt et møde med en række faglige repræsentanter om den faglige dokumentation for indsættelse af diskusproteser. I mit svar vil jeg derfor lægge til grund, at spørgsmålet tager udgangspunkt i dette møde.

 

På baggrund af mødet den 25. oktober 2005 konkluderede Sundhedsstyrelsen, at indsættelse af lumbale diskusproteser bør ske som led i en fælles landsdækkende protokol, som omfatter alle offentlige og private sygehuse, der udfører behandlingen.

 

Den 25. november 2005 skrev Sundhedsstyrelsen derfor til de videnskabelige og faglige selskaber på området med en anmodning til parterne om i fællesskab at udforme en evidensbaseret protokol, som indsættelse af lumbale diskusproteser skal foregå i henhold til. Sundhedsstyrelsen anmodede desuden om en samlet vurdering af de faglige forudsætninger for at kunne varetage indsættelse af lumbale diskusproteser, herunder den nødvendige volumen på det enkelte sygehus og hos den enkelte operator samt det nødvendige samspil mellem involverede funktioner.

 

Desuden skrev Sundhedsstyrelsen den 25. november 2005 til amterne, H:S og de private hospitaler og anmodede om, at indsættelse af lumbale diskusproteser ikke tages op på yderligere sygehuse, før den fælles protokol foreligger.

 

I modsætning til hvad der fremgår af spørgsmålet, er der således ikke tale om, at der i 2005 forelå en protokol med anbefalinger og kvalitetskrav, men i stedet at de videnskabelige og faglige selskaber blev anmodet om at udarbejde en fælles protokol for indsættelse af lumbale diskusproteser.

 

Efterfølgende har Sundhedsstyrelsen i to omgange rykket de videnskabelige og faglige selskaber for en tilbagemelding for status på arbejdet med en fælles landsdækkende protokol uden resultat.

 

PÃ¥ den baggrund besluttede Sundhedsstyrelsen at indarbejdet det, som blev aftalt i 2005 som en del af kravene til de relevante specialer i forbindelse med Sundhedsstyrelsens specialegennemgang.

 

I specialevejledningerne for neurokirurgi og ortopædisk kirurgi er implantater i rygge og nak, herunder diskusproteser, således gjort til en udviklingsfunktion i begge specialer. Udviklingsfunktioner er underlagt krav til fx landsdækkende retningslinjer, kvalitetsopfølgning, organisering, samarbejde og opfølgning fastsat af Sundhedsstyrelsen. Og deres varetagelse og placering skal godkendes af Sundhedsstyrelsen.

 

Hvilke sygehuse, der fremover kan varetage denne funktion, vil derfor følge af den igangværende ansøgningsrunde vedrørende varetagelse af specialfunktioner, som blev igangsat ultimo 2008, og Sundhedsstyrelsens efterfølgende vurdering og godkendelse. Sundhedsstyrelsen forventer at udmelde placeringen af de enkelte funktioner inden den 1. oktober 2009.