Dato:            27. Januar 2009

Kontor:        Sundhedsøkonomisk kt.

J.nr.:              2009-1000-27

Sagsbeh.:     saa

Fil-navn:      Dokument 8

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 174 (Alm. del), som Liselott Blixt (DF) har stillet til ministeren for sund­hed og forebyggelse den 18. december 2008.

 

Spørgsmål 174:

"Hvad agter ministeren at gøre på baggrund af artiklen ”Dansk sundhed i topklasse er spin” fra Ritzau den 28. november 2008?"

 

Svar:

Regeringen prioriterer sundhedsområdet højt, og i 2009 vil sundhedsvæsenet råde over mere end 19 mia. kr. ekstra sammenlignet med 2001.

 

OECD’s officielle opgørelser viser, at Danmark med sundhedsudgifter på 9,5 pct. af BNP er blandt den tredjedel af OECD-landene, som anvender flest ressourcer på sundhed, når man ser på summen af offentlige og private sundhedsudgifter.

 

Ser man isoleret på, hvor stor en andel af de samlede sundhedsudgifter, der finansieres af det offentlige, lå Danmark i 2006 i den absolutte top med en offentlig andel på 84,1 pct. Danmark er samtidig blandt de lande, der har de absolut højeste offentlige sundhedsudgifter opgjort i pct. af BNP - kun i Frankrig og Tyskland er de offentlige sundhedsudgifter højere.

 

Jeg har noteret mig, at Jes Søgaard i Ritzau-artiklen kritiserer opgørelsen af de danske sundhedsudgifter. Hertil skal jeg bemærke, at indberetningerne fra Danmark er i overensstemmelse med OECD’s afgrænsning af sundhedsudgifter.

 

Endelig vil jeg gerne fastslå, at det jo ikke blot handler om, hvor mange penge vi anvender på sundhedsvæsenet, men i høj grad også om at sikre, at vi får mest mulig sundhed for pengene. Og på dette felt har OECD tidligere vist, at Danmark er bedre til at få meget sundhed ud af pengene end de lande, som vi normalt sammenligner os med, jf. OECD: ”Improving the efficiency of health care spending: Selected evidence on hospital performance”, juni 2007.