Svar:

Jeg har til brug for min besvarelse bedt Sundhedsstyrelsen om bidrag, idet spørgs-målet indeholder en sundhedsfaglig vurdering.Sundhedsstyrelsen har oplyst, at spørgsmålet opfattes således, at der refereres tilalternative metoder til fysisk fiksering – bæltefiksering.”Nogle patienter er i kortere eller eventuelt længere perioder så forpinte og angst-prægede på grundlag af deres sygdom, at de reagerer voldsomt på ting i deres om-givelser, som det umiddelbart kan være vanskeligt at sætte sig ind i. Det kan ek-sempelvis dreje sig om ikke at ville i bad, fordi man er bange for at gå i opløsning,eller at man ikke kan bære, at andre mennesker kommer fysisk tæt på. Svært for-pinte patienter kan ligeledes have meget vanskeligt ved at formulere sig om deresangst. Nogle patienter kan således reagere voldsomt og eventuelt truende eller di-rekte voldeligt overfor medpatienter og personale.Det er en meget væsentlig og central opgave for personalet så vidt overhovedetmuligt at forebygge, at sådanne situationer opstår og udvikler sig. I visse tilfældelykkes dette dog ikke, uden at tvangsanvendelse bliver nødvendig.Bl.a. det nationale kvalitetsprojektet om tvang efter gennembrudsmetoden har med-ført en række konkrete erfaringer om, hvorledes det kan lykkes at nedbringe/ redu-cere behovet for tvangsanvendelse i en række situationer. Kvalitetsprojektet pegedepå, at der skal sættes fokus på de samlede forløb og på en gang inddrage tiltag ved-rørende forebyggelse af tvangssituationer, at tvang når den er nødvendig gennem-føres kompetent og med respekt for patientens værdighed, samt at der sker en op-følgning på tvangsepisoder, også inddragende patienten i form af en eftersamtalemed henblik på fremtidig forebyggelse af gentagelser.Psykiatriloven giver mulighed for forskellige former for fysisk tvang udover fikse-ring med bælte, bl.a. fysisk fastholden, aflåsning af yderdør og beroligende medi-cin, samt skærmning. Herudover kan tvangsbehandling som et mere langsigtetindgreb komme på tale i visse tilfælde, omfattende bl.a. tvangsmedicinering,tvangsernæring og tvangsbehandling af fysisk lidelse.

2Lægen har altid pligt til at overveje alternativer til bæltefiksering, inden detteiværksættes. Forebyggelse af tvang er en vigtig del af det psykiatriske behandlings-arbejde. Det kræver i en akut optrappende situation, at personalet er velskolede ikonflikthåndtering, herunder deescalering. Endvidere kræver det, at der er tilstræk-keligt med velkvalificeret personale, således at der tidligt kan udøves personligskærmning, samt at det sikres, at miljøet for alle patienterne på en afdeling er såroligt og forudsigeligt som muligt.De fysiske rammer spiller ligeledes en stor rolle. Enestuer giver mulighed for atvære i rolige omgivelser. Adgang til aktiviteter, have, boldspil, musik mv., som kanbeskæftige og aflede er ligeledes af betydning. Den gode sygdomsudredning her-under såvel lægefaglig som sygeplejefaglig observation er væsentlig. Oplysningerfra pårørende kan give værdifulde oplysninger, der kan anvendes til forebyggelse.Endvidere spiller det en rolle at vide, hvad patienten eventuelt tidligere har anførtved en eftersamtale, om hvad der kan virke angstprovokerende og dermed kon-fliktudløsende, samt hvad der kan virke beroligende eller afledende. Hvis en situa-tion først er trappet op, kan medicin i beroligende øjemed anvendes. Der skal imid-lertid altid ske en afvejning af dosisstørrelse, og ofte vil man i dansk praksis kom-binere fiksering med anvendelse af beroligende medicin.Der er i øvrigt kontinuerligt brug for at udvikle metoder til at forebygge behov fortvangsanvendelse, og herunder metoder til at forebygge situationer, hvor patienterbliver voldelige.”Herudover kan jeg oplyse, atDet nationale kvalitetsprojekt om tvang i psykiatrienviste, at en målrettet indsats på tvangsområdet kan skabe markante resultater, bådei forhold til at mindske behovet for tvangsanvendelse og i forhold til at øge kvalite-ten af den anvendte tvang. Der blev opnået mange flotte resultater på de psykiatri-ske afdelinger i projektperioden, og det har inspireret andre afdelinger til nytænk-ning. De gode resultater fra nogle af projekterne dannede også grundlag for nyeregler i psykiatriloven ved lovrevisionen i 2006.Der blev bl.a. indført såkaldte eftersamtaler, der anvendes, når et tvangsindgreb erophørt. Formålet med eftersamtaler, er at få en dialog med patienten om, hvad dergav anledning til tvangsanvendelsen, og især hvordan fremtidig tvangsanvendelsekan forebygges.Regeringens målsætning om nedbringelse af tvangsanvendelse er også afspejlet iden reviderede psykiatrilov, som trådte i kraft 1. januar 2007. Lovændringerne harsærlig fokus på at nedbringe antallet og varigheden af tvangsfikseringer.Der blev indført pligt til at foretage et øget lægeligt tilsyn ved længerevarende fik-seringer – 4 gange i døgnet jævnt fordelt – og en såkaldt second opinion ved enlæge fra et andet afsnit ved meget langvarige fikseringer på mere end 48 timer.Jeg mener derfor, at vi fra regeringens side har gjort meget for at forbedre rammer-ne for og kvaliteten af tvang i psykiatrien, men som jeg også var inde på i min be-svarelse af spørgsmål 161, så er tvang, herunder tvangsfiksering, nogle gange nød-vendig, både af hensyn til patienten og af hensyn til omgivelserne. Manglendetvang kan i realiteten være et omsorgssvigt overfor patienten.

Spørgsmål 164:

Svar: