"Ministeren bedes i forlængelse af spørgsmål 127 redegøre for, hvilke initiativer han agter at tage for at reducere ventetiderne for gigtpatienter?
Sygehusvæsenet er tilført betydelige ressourcer de senere år. Regionerne har med de seneste års økonomiaftaler m.v. fået mulighed for en betydelig realvækst på sygehusområdet. Med økonomiaftalen for 2008 fik regionerne 1.650 mio. kr. ekstra til sygehusene i 2008 og aftalen for 2009 giver mulighed for en realvækst på 1,3 mia. kr.
Jeg forventer herudover, at regionerne i forbindelse med omstruktureringer i sygehusvæsenet får forøget deres kapacitet – både kvalitativt og kvantitativt. Dette kan få betydning for alle gigtpatienter, herunder især de patienter der lider af en lidelse, som det kan være vanskelig at diagnosticere, og hvor den rette behandling har betydning for bl.a. mindskelse af varige skader.
Jeg har på denne baggrund ikke på nuværende tidspunkt planer om at iværksætte yderligere initiativer til at reducere ventetiderne for gigtpatienter.