Svar:

Vibeke Zweidorff stiller i sin henvendelse spørgsmålstegn ved reglen om, at manskal være bloddonor for at kunne blive knoglemarvsdonor. Hun beder samtidig omat dette genovervejes.Jeg kan hertil oplyse, at der ikke er tale om en regel, som er fastsat fra centralthold, men derimod om en praksis, som vævstypelaboratorierne selv har valgt atfølge.Det er tidligere fra vævstypelaboratoriet på Skejby Sygehus oplyst, at man alenemodtager tilmelding til knoglemarvsdonorregistret fra bloddonorer på grund af, atbloddonorer er raske mennesker med dokumenteret negativ smittescreening ogfordi bloddonorer er hurtige at opspore på grund af tilknytningen til blodbankerne.Man oplyste videre, at det således er et ufravigeligt krav, at knoglemarvsdonorerskal være aktive bloddonorer. Denne praksis er fastlagt for bedst muligt at sikre depatienter, der evt. skal modtage marv fra en fremmed donor.Det bemærkes i øvrigt, at der i 2008 er afsat 5,8 mio. kr. til udvidelse af knogle-marvsdonorkorpset. Beløbet anvendes til betaling for vævstypebestemmelser afdonorer. Ordningen startede i 2002, og har resulteret i mere end 20.000 flere dono-rer. Målet om at øge donorkorpset med 20.000 donorer for på den måde at bidragemere ligeværdigt til det nødvendige internationale samarbejde på området er såle-des nået.I tilfælde, hvor man søger en vævstypeforligelig donor til knoglemarvstransplanta-tion blandt en konkret patients pårørende, er det naturligvis ikke en forudsætning,at den eventuelle donor er bloddonor.Derudover søges der både i udenlandske og danske registre med henblik på at findeen egnet donor. Forøgelsen af det danske donorkorps giver således kun en forøgel-se i antallet af personer, der søges imellem, på ca. 2 promille. Sandsynligheden forat finde en egnet donor til en konkret patient forøges ligeledes kun marginalt.

Spørgsmål 105:

Svar: