Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

EPI/ J.nr. 2008-9223

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 22. december 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 25. november 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 93 (SOU Alm. del), stillet efter ønske fra Dennis Flydtkjær (DF).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 93:

 

”Kan ministeren oplyse, hvorvidt en kommune har ret til at inddrive gæld ved at gøre krav gældende ved at inddrive hele eller en del af den tillægsydelse til førtidspensionister som modtager forhøjet almindelig eller almindelig førtidspension i henhold til førtidspensionsordningen fra før 1. januar 2003?”

 

 

Svar:

 

Den ekstra tillægsydelse til førtidspensionister, der modtager forhøjet almindelig førtidspension, er en integreret del af førtidspensionen og skal således behandles ligesom andre dele af førtidspensionen.

 

Der er en lang række forhold, der skal foreligge oplyst i en konkret sag, når kommunen skal afgøre, hvilke skridt der er relevante at tage for at få indfriet en pensionists gæld til det offentlige.

 

Kommunen skal for eksempel se på hvilket krav, der er tale om, hvornår kravet er opstået, og om det fortsat er gældende. Endvidere er det nødvendigt at vide, om der er tale om modregning, tilbagebetaling eller inddrivelse. Herudover må kommunen se på, om der er særlige forhold, der gør sig gældende i sagen.

 

I lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v. er der en række regler om modregning, tilbagebetaling og inddrivelse.    

 

Det kan for eksempel oplyses, at der efter loven er en udtrykkelig hjemmel til, at krav på tilbagebetaling af for meget udbetalt pension og boligstøtte kan modregnes i pensionen. Efter retspraksis gælder en almindelig ulovbestemt regel om, at der uanset forbud mod kreditorforfølgning kan modregnes i krav på en ydelse, når der er snæver indbyrdes sammenhæng mellem hovedkravet og den ydelse, der ønskes modregnet - modkravet.

 

Der er endvidere i loven fastsat særlige regler om tilbagebetaling af ydelser efter loven, der uberettiget er modtaget mod bedre vidende og om tilbagebetaling af personlige tillæg. Sådanne tilbagebetalingskrav opkræves af kommunen efter regler, der er fastsat af velfærdsministeren i samråd med skatteministeren. Hvis disse tilbagebetalingskrav er misligholdte, kan restancemyndigheden inddrive kravene ved udpantning eller ved indeholdelse i løn m.v. efter reglerne for inddrivelse af personlige skatter i kildeskatteloven. 

 

Det er endvidere fastsat i lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension m.v., at krav på pension ikke kan gøres til genstand for udlæg og andre former for retsforfølgning, medmindre der er forløbet 3 måneder fra den dag, hvor beløbet kunne kræves udbetalt. Aftaler om sådanne krav er ugyldige.

 

Kommunens afgørelser om modregning og opkrævning af tilbagebetalingskrav kan indbringes for klagemyndigheden.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen