Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

DMF/ J.nr. 2008-2035

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 19. december 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 25.11.2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 86 (SOU Alm. del), stillet af Pernille Vigsø Bagge (SF).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 86:

 

”Ministeren bedes redegøre for lovligheden af vedhæftede eksempel fra Hørsholm Kommune, hvor firma køber sig ind i daginstitution for at få fortrinsret til 20 pladser.”

 

 

Svar:

 

Det fremgår ikke klart af det vedhæftede eksempel, hvilken type daginstitution, der påtænkes etableret.

 

Jeg kan generelt oplyse, at en kommunalbestyrelse ikke har mulighed for at give børn af forældre, der er ansat ved en given virksomhed fortrinsret til optagelse i et bestemt kommunalt dagtilbud. Denne mulighed eksisterer alene for selvejende daginstitutioner, private dagplejere og privatinstitutioner i henhold til disses vedtægter og aftaler med kommunalbestyrelsen.

 

For optagelse i kommunens dagtilbud gælder, at det er den enkelte kommunalbestyrelse, der fastlægger retningslinjer for optagelse af børn i kommunens dagtilbud ud fra de lokale forhold. Rammerne for optagelse i dagtilbud til børn skal være baseret på, at dagtilbud er for alle børn, og kommunalbestyrelsen skal ved fastsættelsen af retningslinjer for optagelse i dagtilbud sikre, at disse er i overensstemmelse med forvaltningsretlige grundprincipper, herunder lighedsprincippet og princippet om saglig forvaltning. Det forvaltningsretlige lighedsprincip indebærer, at ensartede tilfælde skal behandles ens. Princippet om saglig forvaltning indebærer, at der ikke må tages hensyn til interesser, der er sagen uvedkommende, når der træffes afgørelse i en sag efter dagtilbudsloven. Ved tildeling af pladser i dagtilbud skal dagtilbuddenes formålsbestemmelser om bl.a. trivsel, udvikling og læring holdes for øje. Endvidere skal kommunen ved anvisning af plads så vidt muligt tage hensyn til forældrenes ønske om optagelse i konkrete dagtilbud.

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Nina Eg Hansen