SOU, Alm.del - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 552: Spm. om ministerens kommentar til SFIs rapport Institutionsanbringelse af unge i Norden, herunder redegøre for de væsentligste forskelle i landenes måder at håndtere de omtalte unge på, til indenrigs- og socialministeren

Svar:SFIs rapport ”Institutionsanbringelse af unge i Norden” ser nærmere på,hvordan man i de nordiske lande håndterer anbringelse af socialt udsatteunge uden for hjemmet, herunder særligt hvilken rolle institutionsanbringelseaf unge spiller i det samlede anbringelseslandskab. Hovedsigtet har været atskabe et deskriptivt sammenligningsgrundlag mellem seks nordiske lande –Danmark, Finland, Grønland, Island, Norge og Sverige.Jeg synes, rapporten beskriver flere interessante forskelle og ligheder, somjeg kort vil gennemgå.Hvis man indledningsvis ser på antallet af anbringelser eller rettere sagtfrekvensen af disse, fremgår det af undersøgelsen, at den samlede anbrin-gelsesfrekvens af børn og unge varierer mellem ca. 6 og 10 børn og ungeper 1.000 0-17-årige i befolkningen. Danmark er det land, som anbringerforholdsmæssigt flest børn og unge, ligesom også Finland har forholdsmæs-

sigt mange anbragte børn og unge. Sverige og Norge har væsentligt færre.Tallene for Grønland og Island er ikke direkte sammenlignelige, da opgørel-sesmetoden er en anden, men opgørelserne tyder på, at Grønland har enhøjere anbringelsesfrekvens end de øvrige lande, mens Island placerer sigmere gennemsnitligt.Hvis man ser nærmere på anbringelser uden for hjemmet af 13-17-årige,gælder det for alle landene, at denne gruppe udgør en majoritet. Ungegrup-pen fylder med andre ord meget i anbringelsesstatistikkerne. I både Dan-mark, Finland, Norge og Sverige repræsenterer de 13-17-årige således mel-lem 50 og 60 pct. af samtlige anbragte børn og unge. Samtidig øges variati-onen mellem landenes anbringelsesfrekvenser, når det kun er de anbragteunge, som sammenlignes. Mens det fx gælder, at ca. 1 pct. af de svenskeunge var anbragt uden for hjemmet på en given dag i 2006, var det tilsva-rende tal for Danmark over 2 pct.Det er samtidig interessant at bemærke, at der er store forskelle på de fore-trukne foranstaltningstyper over for gruppen af anbragte unge i de nordiskelande – og dermed på brugen af institutionsanbringelse. Mens godt 60 pct.af de anbragte unge i Danmark og Finland er placeret på et institutionslig-nende anbringelsessted, er dette kun tilfældet for 31 pct. af de norske ungeog 26 pct. af de svenske. I Norge og Sverige anvendes i stedet i langt højeregrad ikke-institutionelle anbringelsesformer, herunder plejefamilier, til an-bragte unge. Samlet set fastslår undersøgelsen, at brugen af institutionerved anbringelse af unge indtager helt forskellige positioner i de nordiskelande – fra at være det dominerende valg af foranstaltning til at være af meremarginal betydning.Endelig berører undersøgelsen også et andet interessant spørgsmål påanbringelsesområdet, nemlig forholdet mellem henholdsvis barnets og for-ældrenes interesser eller rettigheder. Overordnet tegner undersøgelsen etbillede af, at der i Danmark er en opfattelse af, at barnets eller den ungesinteresser er sammenfaldende med forældrenes. Dette kommer blandt andettil udtryk i en relativt begrænset anvendelse af tvangsmæssige foranstaltnin-ger. En anden opfattelse finder vi i Finland, Island og Norge, hvor man læg-ger større vægt på de indbyggede interessekonflikter mellem parterne. Idisse lande betragtes tiltag, som rummer elementer af tvang (omsorgsover-tagelse), og hvor hverken forældrene eller den unge med partsrettigheder fritkan afslutte anbringelsen, som en væsentlig vej til at sikre ’barnets bedste’.Af samme årsag udgør tvangsforanstaltninger et mere legitimt og dermedogså et mere hyppigt forekommende fænomen i disse lande. Sverige indta-ger en midterposition, da barnets og forældrenes interesser betragtes somsamstemmende, så længe der er tale om frivillige anbringelser, mensom stridende ved tvangsanbringelser.

Hvis jeg på baggrund af undersøgelsen skal pege på nogle ting, som kanbidrage til overvejelser omkring mulige ændringer i det danske lovgrundlagog den danske tilgang på området, vil jeg nævne to ting.For det første finder jeg det påfaldende, at en dobbelt så stor andel af an-bragte 13-17-årige anbringes i institutionslignende omgivelser i Danmarksom i Norge og Sverige. I forvejen er det alment kendt, at man i Norge ogSverige i højere grad anbringer mindre børn i plejefamilier, end det er tilfæl-det i Danmark. Men det er interessant, at fx plejefamilier også i langt højeregrad anvendes til en betydeligt ældre målgruppe i vore nabolande.For det andet er det interessant, at vi i Danmark har en anderledes opfattel-se af forholdet mellem henholdsvis barnets og forældrenes rettigheder endde øvrige nordiske lande. Vi opfatter i høj grad forældrenes og barnets inte-resser som sammenfaldende og anvender derfor kun i meget begrænsetomfang tvangsmæssige foranstaltninger. Dette kan virke som et fornuftigtudgangspunkt, men jeg tror, det er vigtigt, at vi i højere grad bliver opmærk-somme på, at hensynet til forældre ikke må ske på bekostning af barnet.Indsatsen skal tilrettelægges efter, at barnet er den svageste part.Det bemærkes, at både en styrkelse af familieplejeområdet og et øget fokuspå barnets rettigheder indgår i regeringens udspil til Barnets Reform og så-ledes vil være en del af de igangværende drøftelser i satspuljekredsen omreformen.