SOU, Alm.del - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 352: Spm. om oversendelse af talepapir fra samrådet den 7/5-09 om samrådsspm. S, U og AB om fattigdom i Danmark, til beskæftigelsesministeren

Samrådet i dag handler om udviklingen i lavindkomst-gruppen, og hvad regeringen har tænkt sig at gøre.Baggrunden for samrådet er nye analyser fraArbejderbevægelsens Erhvervsråd og Center for AlternativSamfundsanalyse (CASA).Jeg vil i det følgende besvare spørgsmål S,T, U og AB.Indledningsvis vil jeg gerne slå fast, at Danmark er et af demest lige samfund i verden. Danmark er det land i OECD,der har de laveste indkomstforskelle, og hvor andelen afbefolkningen med relativ lav indkomst er mindst.Det er rigtigt, at lavindkomstgruppen er vokset. Gruppen ervokset siden midten af 1990’erne. Men jeg vil gerne slå fast,at det ikke skyldes, at personer med lav indkomst har fået enmindre indkomst.Forklaringen er, at den grænse, der ifølge statistikkendefinerer lavindkomstgruppen, er vokset endnu hurtigere endde laveste indkomster. Det efterlader helt automatisk flere ilavindkomstgruppen – uden at de dog derved er blevetfattigere.

At andelen med relativ lav indkomst er steget i de seneste år,kan bl.a. tilskrives den gunstige udvikling på bolig- ogaktiemarkedet. Men med de faldende boligpriser ogudviklingen på de finansielle markeder er det sandsynligt, atudviklingen nu går den anden vej.Dette kan vi ikke se af de tal, som f.eks. ArbejdsbevægelsensErhvervsråd har offentliggjort, for de tal bygger på enundersøgelse fra 2006. Derfor kan tallene heller ikke viseden meget positive udvikling, vi havde i 2007 og 2008. Enopgørelse fra Arbejdsmarkedsstyrelsen fra september 2008viser bl.a., at antallet af personer på kanten afarbejdsmarkedet er faldet med 32.000 på kun tre år.Når vi taler om, hvor længe personer befinder sig ilavindkomstgruppen, så er det faktisk sådan, at Danmark –også internationalt set – har en meget høj indkomstmobilitet.Det er altså ikke de samme mennesker, som år efter årbefinder sig i lavindkomst- gruppen. 50-60 pct. af demennesker, der er i lavindkomst- gruppen i et år, er ude afgruppen allerede året efter.Undersøgelsen fra CASA ser på antallet, der har modtagetstarthjælp, introduktionsydelse eller været omfattet af loftetover kontanthjælpen eller 300-timers reglen i perioden 2004-2007. Undersøgelsen viser da også, at antallet har væretstærkt faldende, og at hele 42 pct. højst har modtaget disseydelser i 6 måneder.Netop det forhold, at der er stor udskiftning ilavindkomstgruppen, har stor betydning, når vi taler om2

antallet af børn, som lever i familier med relativ lavindkomst. CASA’s undersøgelse viser, at 52.000 børn i enfireårig periode er blevet berørt af, at mindst én i familienhar modtaget nedsatte kontanthjælpsydelser. Det er såledesikke nødvendigvis de samme børn, der befinder sig ilavindkonmstgruppen det ene år som året efter. De flestebørn oplever derfor kun en kort periode med relativ lavindkomst. Og det er efter min opfattelse helt afgørende.Ifølge en rapport fra EU- Kommissionen er Danmark et af delande, der har den laveste andel af børn i lavindkomst-gruppen.Det skyldes i høj grad, at vi via skattesystemet og de socialeydelser har en meget stor omfordeling til gavn for den del afbefolkningen, der har de laveste indkomster.Pointen er, at opgørelser af andelen med relativ lavindkomst, ikke er en velegnet metode til at kvantificeresociale problemer og behov. Det vil være en eklatantfejltagelse, hvis man tror, at vi kan løse problemerne ved blotat forhøje ydelserne.I perioder med god økonomisk vækst og beskæftigelse er deren tendens til, at indkomstforskelle vokser.Men selvom alle oplever indkomstfremgang, skal viselvfølgelig være meget opmærksomme på, at forskelleneikke vokser for meget.

Vi skal være opmærksomme på de områder, hvor der kansættes ind for at nedbringe ulighed. Derfor har regeringeniværksat en indsats over et bredt felt for at give alle ligemuligheder for at begå sig og deltage i det danske samfund.Jeg kan som eksempler nævne indsatsen for at bekæmpeulighed i sundhed, målsætningen om at mindst 95 pct. af alleunge skal gennemføre en ungdomsuddannelse i 2015, denfaste men fair udlændingepolitik samt en lang rækkeinitiativer på det sociale område, som indenrigs- ogsocialministeren vil komme ind på om lidt.Den aktive beskæftigelsespolitik er naturligvis også heltcentral. For vejen ud af lavindkomstgruppen går viauddannelse og beskæftigelse – ikke ved yderligere atpassivere mennesker, sådan som det sker, når ydelsernebliver så høje, at det ikke kan betale sig at arbejde.Regeringen har taget en lang række initiativer for at sikre, atdet kan betale sig at arbejde og at yde en ekstra indsats.Regeringen har indført starthjælpen, loftet overkontanthjælpen og andre helt nødvendige justeringer afoverførselsindkomsterne. Skatten på arbejde sættes nuyderligere ned, og det har de lavest lønnede også stor fordelaf.Der er taget særligt hånd om de svageste grupper, hvorregeringen har iværksat initiativer i forbindelse med ”Flere iarbejde” og ”Ny chance til alle”, hvor vi bl.a. bevilgede ca.en halv milliard kroner til kommunernes indsats overfor desvageste grupper.

Og initiativerne har virket, for mange er kommet ibeskæftigelse – også blandt de svageste ledige. I dennuværende situation er udfordringerne selvfølgelig blevetstørre, hvor det nu også handler om at sikre, at så få sommuligt mister deres arbejde.Den aktive beskæftigelsespolitik står ikke alene, menudformes i et tæt samspil med de initiativer, der skal til for athjælpe personer med andre problemer end ledighed. Dethandler f.eks. om at styrke indsatsen overfor de mennesker,som ikke har de nødvendige sociale og kulturellefærdigheder, har misbrugsproblemer eller andre socialeproblemer. Det gælder også initiativer overfor udsatte børnog unge.Derfor vil jeg nu overlade ordet til indenrigs- ogsocialministeren.