SOU, Alm.del - 2008-09 - Endeligt svar på spørgsmål 328: Spm. om ministerens holdning til, at sagsbehandlerne i kommuner i gennemsnit behandler 46 sager svarende til i gennemsnit 60 børn pr. sagsbehandler, til indenrigs- og socialministeren

Svar:Det er kommunernes ansvar at tilrettelægge og organisere arbejdet på om-rådet for udsatte børn og unge på en sådan måde, at den enkelte sagsbe-handler har tid til at foretage et kvalificeret sagsarbejde.Ankestyrelsens undersøgelse ”Sagsbehandling på området for udsatte børnog unge” viser meget tydeligt, at man ikke kan anvende antallet af sager persagsbehandler som indikator for, hvor stor en arbejdsbyrde den enkeltesagsbehandler er underlagt.For det første definerer kommunerne ”en sag” forskelligt. Nogle kommunerarbejder med familieregistrerede sager, mens andre registrerer en sag medudgangspunkt i det enkelte barn. Måden hvorpå der sagsregistreres harindflydelse på, hvor mange sager sagsbehandlerne har i gennemsnit.For det andet benytter kommunerne sig af så forskellige organisatoriskeopdelinger på børneområdet, at det er vanskeligt at sammenligne kommu-nerne indbyrdes.Endvidere viser undersøgelsen, at sagsbehandlerne har færrest af den typesager, de vurderer som værende relativt tunge, mens de har flest af de sa-ger, som de betegner som relativt lette. Samtidig har sagsbehandlernesansættelsestid og anciennitet også betydning for antallet af sager, den en-kelte sagsbehandler har. Det viser efter min mening, at kommunerne er go-

2de til at tilrettelægge sagsarbejdet, så der er sammenhæng mellem sager-nes kompleksitet samt sagsbehandlernes kompetencer og det antal sager,som den enkelte sagsbehandler har ansvaret for.På baggrund af undersøgelsens samlede resultater mener jeg ikke, at det ermuligt at angive et optimalt sagsantal, ligesom jeg ikke finder det hensigts-mæssigt at lovgive om et loft over det maksimale antal sager per sagsbe-handler.Jeg finder det samtidig vigtigt, at kommunerne har gode muligheder for selvat tilrettelægge og organisere sagsarbejdet, så det bedst muligt imødekom-mer de behov, der er lokalt. Den enkelte kommune kan i den forbindelsevælge selv at fastsætte et vejledende sagsantal, og det er da op til kommu-nen at vurdere, om der bør iværksættes tiltag, hvis det ikke viser sig muligtfor kommunen at overholde sine interne standarder.