Samråd i Folketingets Socialudvalg den 14. april 2009 om spørgsmål V, W og XMinisteren for sundhed og forebyggelses talepapirMed formandens tilladelse vil vi besvare de tre spørgsmål under ét. Jeg vil lægge ud, hvorefter indenrigs- ogsocialministeren tager over.

[Spørgsmål V: ”Mener ministrene, at det er tilfredsstillende, at Danmark har det tredje højeste antal

narkotikarelaterede dødsfald per indbygger i Europa, og at det ikke er lykkes at bringe antallet af

narkotikarelaterede dødsfald ned i regeringens levetid?”]

Som jeg for nylig sagde i Folketingssalen, må vi desværre erkende, at det endnu ikke er muligt direkte atsammenligne de europæiske landes opgørelser over antallet af narkotikarelaterede dødsfald.Det har Det Europæiske Narkotikaovervågningscenter selv udtrykkeligt gjort opmærksom på samtidig med,at man – i et tæt samarbejde med medlemslandene – løbende arbejder på at øge datakvaliteten og sammen-ligneligheden.De europæiske lande definerer dødsfaldene forskelligt, og der er forskelle i kvaliteten af indberetningerne.Desuden er der efter alt at dømme stadig tale om varierende grader af underrapportering.Skulle man imidlertid tage den europæiske liste over narkotikadødsfald for pålydende, er det værd at bemær-ke, at de lande, der som Danmark ligger i toppen af listen, benytter den samme opgørelsesmåde – en af de tomåder, som anbefales af Det Europæiske Narkotikaovervågningscenter. Andre medlemslande benytter denanden opgørelsesmåde, som fører til et lavere antal dødsfald og dermed også til en placering længere nede adlisten.I bunden af listen ligger nye medlemslande som Tjekkiet, Bulgarien, Slovakiet og Ungarn. Hvis vi virkeligskulle tage opgørelsen for umiddelbart pålydende, så skulle vi altså overveje at vende blikket mod Østeuropafor at få opskriften på en god narkotikapolitik.De talmæssige forskelle landene imellem kan formentlig også delvis forklares med forskelle i narkomanernesgennemsnitsalder, foretrukne stoffer og indtagelsesmåder. Det har således stor betydning for dødsfaldsrisiko-en, om man har været stofmisbruger gennem mange år, om man bruger heroin eller eksempelvis amfetamin,og om man injicerer eller ryger stoffet.Endelig har det også betydning, hvilket præparat der benyttes i substitutionsbehandlingen. Således ses meta-don, som vi har haft en lang tradition for at benytte herhjemme, ofte som hovedårsag i forgiftningsdødsfal-dene.Når dette er sagt, skal der som nævnt ikke herske tvivl om, at regeringen finder, at det samlede antal af nar-kotikarelaterede dødsfald herhjemme er foruroligende højt. Ethvert af disse dødsfald er ét for mange.Det er ikke tilfredsstillende, at antallet af dødsfald ikke er blevet nedbragt fra det høje niveau, som det harligget på siden midten af 1990’erne.Det er fortsat regeringens opfattelse, at en begrænsning i antallet af narkotikadødsfald skal opnås gennem etlangt sejt træk på alle fronter.Der findes ikke én enkelt snuptagsløsning – heller ikke oprettelsen af fixerum.

[Spørgsmål W: ”Vil regeringen opretholde sin modstand mod offentlige fixerum, som ifølge flere eks-

perter kan bidrag til at nedbringe antallet af narkotikarelaterede dødsfald?”]

Med hensyn til fixerum ligger det fast, at deres oprettelse vil være i strid med FN’s narkotikakonventioner.Det har FN’s eget narkotikakontrolorgan påpeget gentagne gange og senest i februar i år.Konventionerne forpligter nemlig landene til kun at tillade brug af narkotika til medicinske og videnskabeli-ge formål. Denne grundlæggende forpligtelse er helt central for dansk narkotikapolitik, som hviler på for-budd et mod brug af narkotika til andre formål end netop medicinske og videnskabelige.Det er vigtigt at holde fast i, at vi ikke bare taler om en konventionsretlig formalitet. Bagved ligger den reali-tet, at oprettelse af fixerum vil være udtryk for en klar legaliseringstendens. Det vil jeg gerne forklare.Med oprettelsen af fixerum vil man sætte hensynet til skadesbegrænsning over alle andre hensyn. Og harman først gjort det, vil det være meget vanskeligt på en holdbar og rationel måde at afvise forslag om nyetiltag, der kan begrænse skaderne endnu mere.De fleste synes nok, at man skal afvise et efterfølgende forslag om simpelthen at udlevere heroin i kendtstyrke og renhed til de stofmisbrugere, som opsøger fixerummene, uden at stille krav om lægeordination.Men hvordan skal afvisningen begrundes, når dette tiltag rent faktisk vil virke skadesbegrænsende i forholdtil sundhed, kriminalitet og prostitution.Efter oprettelsen af fixerum vil det også være meget vanskeligt med en holdbar og rationel begrundelse atafvise krav om at udvide målgruppen og slække på adgangskravene, så fixerummet kan blive til gavn forflere stofmisbrugere.Noget helt andet er, hvordan politiet rent praktisk skal forvalte en lovgivning, hvorefter besiddelse af eufori-serende stoffer er forbudt, men alligevel accepteres i fixerummet, som vil være en slags fristed.For hvordan afgrænses dette fristed? Hvis besiddelse af heroin accepteres i et fixerum, skal man så også ac-ceptere besiddelse af heroin umiddelbart uden for døren, når stofmisbrugeren er på vej ind i fixerummet? Oghvad så lidt længere væk, 100 meter væk, 200 meter væk, 300 meter væk, i samme kvarter, i nabokvarteret,på Vesterport Station på vej til fixerummet eller en station længere ude af byen, hvor man står på toget?Hvor skal grænsen gå for at klare frisag ved over for politiet at hævde, at man er på vej til et fixerum?Regeringen er helt på det rene med, at fortalerne for fixerum har de bedste intentioner og slet ikke kan slås ihartkorn med tilhængere af en egentlig legalisering. Men der er ikke skygge af tvivl om, at legaliseringstil-hængere vil se oprettelsen af fixerum som en landvinding af dimensioner.Nogle vil så sige, at vi vel allerede er trådt ud på en glidebane mod legalisering med de eksisterende skades-begrænsende tiltag. Og det kan man måske nok sige. Sandt er det i hvert fald, at de eksisterende tiltag – iforhold til en kompromisløs kamp mod narkotika – godt kan virke paradoksale.Men blandt andet udlevering af rene sprøjter og kanyler, ordination af metadon og – som det mest aktuelleeksempel – ordination af heroin er både pragmatiske og fornuftige tiltag, der ikke er nær så vidtgående somoprettelsen af fixerum. Man kan sige det sådan, at vi med de eksisterende tiltag befinder os et sted på glide-banen, hvor vi fortsat kan stå fast, mens vi med oprettelsen af fixerum vil komme derud, hvor vi mister fod-fæstet, hvilket vil føre os nærmere og nærmere en legalisering.Med hensyn til den kommende heroinordinationsordning kan jeg i øvrigt ikke lade være at tænke på, hvordanman mon vil organisere sig, hvis der også skal oprettes fixerum.

3Når man ser bort fra selve den lægeordinerede heroin, så vil mange af de tilbud, der knytter sig til denneordning, jo være de samme som de tilbud, der tænkes knyttet til et fixerum. Jeg tænker blandt andet på heleden sundhedsfaglige indsats.Derfor, og fordi det sundhedsfaglige personale jo ikke ligefrem hænger på træerne, vil det vel være nærlig-gende at lægge heroinordinationsklinikken og fixerummet sammen. Lægens opgave vil så bestå i at tagestilling til, om stofmisbrugerne er kvalificerede til den forkromede model i form af heroinordination eller månøjes med discountmodellen i form af fixerum.Den ene stofmisbruger vil så komme ind og få den lægeordinerede heroin fra den fine lægemiddelvirksom-hed i Schweiz, mens den anden vil være henvist til først at begå kriminalitet og prostituere sig for derefter pådet illegale marked at købe heroin fra et uhumsk laboratorium i Afghanistan.Helt grotesk bliver det, hvis de to misbrugere bagefter kan sætte sig side om side i injektionslokalet, hvoref-ter den ene kan indtage det klinisk gennemkontrollerede stof, mens den anden må indtage noget, som ingenrigtig ved, hvad er.

[Spørgsmål X: ”Hvilke konkrete initiativer vil ministrene tage for at nedbringe antallet af narkotika-

relaterede dødsfald?”]

Den kommende heroinordinationsordning er i øvrigt et godt eksempel på, at regeringen sætter handling bagsine ord om, at skadesbegrænsning er og bør være et integreret element i narkotikapolitikken.Regeringen er gået aktivt i spidsen for arbejdet med at fastholde og forbedre eksisterende og udvikle helt nyetilbud, som kan nedbringe antallet af narkotikadødsfald og i det hele taget begrænse de skader, der er forbun-det med stofmisbrug.Ikke mindst med satspuljeaftalerne for 2004, 2006, 2008 og 2009 er der på regeringens initiativ sat massivtind for at sikre flere behandlingstilbud på narkotikaområdet og for at gøre tilbuddene bedre. Jeg vil gerneknytte nogle bemærkninger til nogle få af satspuljeinitiativerne.For knap to år siden indskærpede Sundhedsstyrelsen, at substitutionspræparatet buprenorphin i højere gradbør anvendes frem for metadon. Der er grund til at forvente en mærkbar begrænsning af antallet af narkoti-kadødsfald som følge af det skifte fra metadon til buprenorphin, som nu er i gang.Med de forbehold, der som sagt må tages for den europæiske liste over narkotikadødsfald, er det i dennesammenhæng værd at bemærke, at Frankrig, som i flere år i højere grad har anvendt buprenorphin frem formetadon, ligger i bunden af listen. Selv om der også her kan være tale om underrapporteringer, kunne tallenetyde på, at vi med indskærpelsen er på rette vej.For blandt andet at sætte yderligere skub i skiftet fra metadon til buprenorphin vil Sundhedsstyrelsen gentageindskærpelsen over for landets behandlingsansvarlige kommuner. Herudover vil Sundhedsstyrelsen afholdeen konference for kommunerne – det vil sige kommunernes læger, sundhedspersonale, behandlingsledere ogadministratorer – med fokus på nedbringelse af narkotikarelaterede dødsfald og sygelighed blandt stofmis-brugere.På konferencen vil Sundhedsstyrelsen gøre status for, hvordan det går med skiftet til behandling med bupre-norphin. Og Sundhedsstyrelsen kan så på det grundlag tale med kommunerne om muligheder og eventuellebarrierer for at øge andelen af buprenorphinbehandlede.På konferencen vil Sundhedsstyrelsen også følge op på den samlede vejledning med faglige retningslinjer forden lægelige behandling af stofmisbrugere i substitutionsbehandling, som Sundhedsstyrelsen udsendte sidsteår.

4Det forventes, at retningslinjerne – ved at sikre en ensartet og acceptabel kvalitet i de væsentligste lægeligekerneydelser, der knytter sig til behandlingen – vil medvirke til at nedbringe sygeligheden og dødelighedenblandt stofmisbrugerne. Et kvalitetssikringsværktøj, som skal bruges til at følge vejledningens implemente-ring, forventes at være klar til sommer. Sundhedsstyrelsen vil sørge for, at kommunerne på årlige audits fåren tilbagemelding på og en drøftelse af de indberettede data – også om antallet af stofmisbrugere i bupre-norphinbehandling.Med det for nylig iværksatte forsøg med sundhedsrum på Vesterbro får vi mulighed for at se, hvad der kanopnås med oprettelsen af et sted, som kombinerer sundhedsfaglige tilbud med socialfaglig rådgivning ogværestedsaktiviteter, og som i forhold til fixerum alene adskiller sig derved, at der ikke må indtages heroineller andre stoffer, som ikke er lægeordinerede. Der er planlagt en evaluering af forsøget, som afsluttes medudgangen af 2011.Inden for kort tid rulles heroinordinationsordningen ud. Der vil i 2011, det vil sige to år efter behandlings-formens indførelse, blive foretaget en evaluering af behandlingens effekt. Sundhedsstyrelsen vil i den forbin-delse også se på, om der er sundhedsfagligt grundlag for at udvide ordningen til at omfatte endnu flere stof-misbrugere.Også i fængselsregi er der de seneste år sat fokus på behandling og skadesbegrænsning.Kriminalforsorgen har således til udlevering blandt indsatte i risikogruppen udarbejdet en folder med infor-mation om den forøgede risiko for dødsfald blandt stofmisbrugere, som løslades fra fængsel.Desuden er der nu behandlingsgaranti, så afsonere med stofmisbrugsproblemer og en afsoningstid på mindsttre måneder har krav på behandling inden for 14 dage. Det forudsættes, at der er et tæt samarbejde mellemfængsler og behandlingscentre – også i forbindelse med løsladelsen.Hermed vil jeg med formandens tilladelse gerne give ordet videre til indenrigs- og socialministeren.