TALEPAPIRDet talte ord gælder

Tilhørerkreds:

Anledning:

Taletid:

Tid og sted:

Socialudvalget

Samråd om spørgsmål J, K, L og M

Ca. 20 min.

Den 14. april 2009 kl. 14, Folketinget, 2-080.

Der er til dagens samråd om de socialt udsattes sundhed stillet 4spørgsmål til mig og 2 spørgsmål til indenrigs- og socialministeren.Jeg vil starte med at besvare mine spørgsmål – spørgsmål J, K, L og M.Herefter vil indenrigs- og socialministeren tage over.

Spørgsmål J

”Hvad vil ministeren gøre for at forbedre den markante ulighed i sundhedmed store helbredsmæssige forskelle mellem samfundets top og bund,som er blevet dokumenteret med undersøgelsen SUSY Udsat fra Rådetfor Socialt Udsatte i 2008?”

Spørgsmål K

”Hvad vil ministeren gøre for at imødekomme det behov for mere videnom håndtering af de udsatte patienter i sundhedsvæsenet, der erdokumenteret i undersøgelsen ”Dårligt liv – dårligt helbred”, der erudarbejdet på opdrag af Rådet for Socialt Udsatte?”

sundhedsvæsenet?”

Spørgsmål M

”Hvad vil ministeren gøre for at skabe bedre behandling af udsatteborgere i sundhedsvæsnet, således at sundhedsvæsenet fuldt ud leverop til målet om fri og lige adgang?”

[Indledning]

Baggrunden for samrådet i dag er, at flere undersøgelser viser det triste– men desværre velkendte - resultat, at socialt udsatte har et markantringere helbred og en markant dårligere trivsel end resten afbefolkningen.Der er tale om to undersøgelser, som Rådet for Socialt Udsatte har giveti opdrag. Spørgeskemaundersøgelsen ”SOSY UDSAT” fra april sidste år.Og den kvalitative interviewundersøgelse ”Dårligt liv – dårligt helbred” frafebruar i år.Her indledningsvist vil jeg gerne understrege, at der rent metodisk er storforskelpådetoundersøgelser.Ogforsåvidtangår

interviewundersøgelsen kan man stille spørgsmålstegn ved, hvor megetman kan bygge på den undersøgelse, eftersom den alene er baseret på25 interviews. Man skal derfor være varsom med at overfortolkeundersøgelsens resultater. Også fordi der hver dag er mange ansatte ivores sundhedsvæsen, som gør en stor indsats for at hjælpe dissemennesker.Men hvorom alting er, så bekræfter begge undersøgelser formodningenom dårligt helbred, uhensigtsmæssige sundhedsvaner og ringe levekårblandt de socialt udsatte. Interviewundersøgelsen peger desuden på, atmange udsatte oplever deres møde med sundhedsvæsenet som enbroget affære. Det giver naturligvis anledning til bekymring. For der skal

ikke herske nogen tvivl om, at det er en velfærdssamfundets fornemsteopgaver at tage hånd om samfundets svageste borgereDet første spørgsmål, spørgsmål J, handler om helbredsforskelle mellemsamfundets top og bund.Det vil jeg først sige noget om. Derefter vil jeg samlet besvare de næstetre spørgsmål, som omhandler de socialt udsattes møde medsundhedsvæsenet.

[Ulighed i sundhed]

Ulighed i sundhed eret emne, der vækker store følelser i

ulige fordeling af samfundets goder. Og et faktum er det, at deressourcesvage danskere, der i forvejen har mindre end de fleste, ogsåtrækkes med et dårligere helbred og færre gode leveår.Der er slående forskelle både på tværs af sociale grupper og –sammenhængende dermed - også mellem kommuner.Og hvad har regeringen så tænkt sig at gøre ved det? Jo – det kan jegsige meget klart og med kun få ord: En målrettet forebyggelsesindsats.Men vi savner regulær viden om, hvordan vi mest effektivt når de socialtudsatte – alkoholikeren, stofmisbrugeren, den hjemløse. Og hvordan vimest effektivt får taget hånd om deres komplekse sociale ogsundhedsmæssige problemer.

For al erfaring viser, at det er grupper, der er svære at nå med dealmindelige forebyggelsesbudskaber. Det er nu en gang ikke en halvtimes motion om dagen, der står forrest, hvis man ikke har tag overhovedet. Og rygeafvænning og sund kost står også i baggrunden, hvisman har et alvorligt misbrugsproblem. For nu at sætte det lidt påspidsen.Derfor handler indsatsen i høj grad om metodeudvikling og om at byggebro mellem den socialfaglige og den sundhedsfaglige indsats.

[Regeringens indsats]

Regeringen har taget en lang række initiativer, bl.a. i satspuljeregi, somnetop har fokus på de socialt udsattes sundhed. Og mere er på vej.

modelkommuner på at finde nye veje til at understøtte socialt udsatteborgere med sund livsstil.De socialt udsatte er også blevet tilgodeset ved den senestesatspuljeforhandling. Her fik vi afsat en pulje på i alt 72,1 mio. kr., somskal medvirke til at mindske den sociale ulighed i sundhed, bryde densociale arv og koordinere indsatsen i forhold til disse svage borgere. Vier netop i færd med at udmønte første del af puljen på 41,1 mio. kr. Derhar været overvældende stor interesse for puljen. Det er positivt. For detvidner om stor lyst og vilje til at gøre noget for de svageste borgere.

[Kommunernes ansvar i forhold til social ulighed i sundhed]

Men social ulighed i sundhed kan ikke løses alene med centrale puljer.Det er et ansvar, som også kommunerne må tage del i og bidrage til atløfte. Det er jo lokalt i kommunerne, at man har den direkte kontakt meddeudsatteborgere.Påværesteder,isundhedscentre,i

socialforvaltningen.Mange af de satspuljeprojekter, jeg har nævnt, er derfor også forankret ikommunerne. Det er godt, for det giver kommunerne mulighed for atdrage lære af projekterne.

Med sundhedsloven og kommunalreformen fik regeringen skabt klarerammer for den offentlige sundhedsindsats og hermed mulighederne forbedre at tage vare på socialt udsatte borgeres sundhed.Vi ved fra en kortlægning af kommunernes forebyggelses- ogsundhedsfremmeindsats, som Sundhedsstyrelsen foretog i 2008, atmange kommuner efterspørger mere viden om, hvordan der kanarbejdes med socialt svage borgeres sundhed. Jeg synes, det er positivt,at kommunerne er opmærksomme på, at det er nødvendigt at gøre ensærlig indsats for de socialt svage borgere.Kommunernes styrke er, at de er tæt på borgeren og derved harmulighed for at anlægge den helhedsbetragtning på forebyggelses- og

sundhedsopgaven, der er så vigtig. Ikke mindst når vi taler socialtudsatte. Her er det helt afgørende, at der er tale om en bred,tværgående indsats på tværs af myndigheder og sektorer. I særdelesheder det vigtigt, at det sociale område – socialpolitikken, boligpolitikken ogarbejdsmarkedspolitikken–spillermed.Detvilindenrigs-og

socialministeren komme mere ind på i besvarelsen af spørgsmål N og O.

[De socialt udsatte og sundhedsvæsenet]

Meddisseordviljeggåvideretildetandendelaf

Som sundhedsminister giver det naturligvis anledning til bekymring, nårjeg hører om svage borgere, som undlader at tage kontakt tilsundhedsvæsenet, fordi de nærer en grundlæggende mistillid tilsystemet. Eller som har en negativ oplevelse, når de så tager kontakt tilsundhedsvæsenet.Sundhedsvæsenet kan og skal kunne rumme alle – også de socialtudsatte. I særdeleshed de allersvageste i vores samfund har naturligviskrav på at få den nødvendige behandling, pleje og omsorg.Men vi må også erkende, at disse grupper rummer en særlig udfordringfor sundhedsvæsenet. Og at det kan være vanskeligt for personalet athåndtere de socialt udsatte og deres ofte komplekse sociale og

sundhedsmæssige problemer i en travl hverdag. For der vil jo typiskvære tale om patienter, som er meget tidskrævende, og som har særligebehov. Fx i forhold til brug af smertestillende medicin og nerve- ellersovemedicin.Medicinforbrug er et meget godt eksempel på, hvordan der let kan opståkonflikter mellem de socialt udsatte og personalet i sundhedsvæsenet.Fx vil det ofte blive mødt med stor modstand eller måske endda enudskrivning før tid, hvis personalet søger at nedtrappe eller udtrappepatienten af et meget stort misbrug af nerve- eller sovemedicin.

At det er vanskeligt, er selvfølgelig ikke det samme som at sige, at vi ikkeskal have fokus på det. Men jeg synes det er forhold, som vi retfærdigvismå tage med.At forbedre de socialt udsattes møde med sundhedsvæsenet handler ihøj grad om to ting:For detførstehandler det om afstigmatisering af disse patienter vedhjælp af synliggørelse, viden, undervisning, fokus fra ledelsen osv.Og for detandethandler det i høj grad om opsøgende arbejde og et tætsamspil mellem den sociale og den sundhedsmæssige indsats - og omat støtte disse patienter i deres behandlingsforløb for på den måde atbidrage til et positivt møde og til, at de fuldfører deres behandlingsforløb.

Det er indsatsområder, regeringen har fokus på. Og i det følgende vil jegfremhæve, nogle af de initiativer, regeringen har taget på området.

[Konkret satspuljeprojekt]

Først vil jeg fremhæve satspuljeprojektet ”Sundhedsfagligt tilbud til dehårdest belastede stofmisbrugere”, som for øjeblikket løber i 5 af landetsstørre kommuner. Projekterne tager udgangspunkt i et tidligereforsøgsprojekt fra Københavns Kommune, hvor man havde opnået godeerfaringer med at kombinere den socialfaglige og den sundhedsfagligeindsats.En af de væsentligste opgaver for projektmedarbejderne er således atværebrobyggeretilsundhedsvæsenet.Delsvedathuske

stofmisbrugerne på aftaler med sundhedsvæsenet og følge patienternetil aftalerne. Dels ved at undervise sygehuspersonale og almen praksisom disse grupper af patienter, herunder hvordan personalet kan blivebedre til at møde disse patienter. Det har bl.a. resulteret i individuelttilrettelagte tilbud til nogle af patienterne.Det er oplagt, at dette og lignende projekter vil resulterer i viden ogerfaringer med at koble den sociale og den sundhedsmæssige indsats,som kan spredes til hele landet. For som jeg også tidligere har væretinde på, er jeg helt enig i, at en af de ting, som der brug for på detteområde, er metodeudvikling.

[Kontaktpersonordning og sundhedsaftaler]

Jeg vil også fremhæve kontaktpersonordningen som et vigtigt redskab.Fra den 1. januar i år er sygehusene ved lov forpligtet til at tilbydekontaktpersoner til alle patienter, hvis behandling strækker sig over mereend et døgn. En kontaktperson kan fx være en læge eller ensygeplejerske. En fast kontaktperson kan medvirke til at sikre, at også desærligtudsatteopleverogetatbedreogmeresammenhængendepatientog

sundhedspersonale forebygges.På samme måde er de obligatoriske sundhedsaftaler et genereltredskab, som regioner og kommuner kan bruge til at sikre koordineringaf indsatsen på tværs af sygehus, praktiserende læge og kommune.Også for de svage patienter. Fx er det obligatorisk, at sundhedsaftalerne

skal beskrive den nærmere arbejdsdeling i forhold til indsatsen overforpersoner med en kendt sindslidende, som tillige har et misbrug. Desåkaldte dobbeltdiagnosepatienter.

[Regionernes ansvar og konkret eksempel fra Bispebjerg Hospital]

Der eksisterer således en række generelle redskaber, som kommunerneog regionerne kan gøre brug af i forhold til at sikre den nødvendigekoordinering af behandlingsforløbene.Derudover vil jeg også påpege, at det naturligvis generelt er regionernesansvar at sikre, at der findes de nødvendige behandlingstilbud isundhedsvæsenet, og at personalet har de fornødne kompetencer. Det

gælder også i forhold til behandlingen af patienter, der tilhører gruppenaf særligt udsatte.I den forbindelse vil jeg nævne et konkret eksempel fra BispebjergHospital.Her har man som del af et forsøgsprojekt haft en socialsygeplejersketilknyttet, som havde fokus på stofmisbrugeres indlæggelsesforløb og dekonflikter, som her kunne opstår. Socialsygeplejersken var til stede påafdelingen, når der var stofmisbrugere indlagt, og stillede sin tid og sitkendskab til misbrugsområdet til rådighed for både patienten ogpersonalet.

På baggrund af de positive erfaringer med forsøgsprojektet har man nuen fast socialsygeplejerske på Ortopædkirurgisk Afdeling på BispebjergHospital.

[Afslutning]

Som jeg flere gange har fremhævet, har vi et sundhedsvæsen, der bådekan og skal rumme alle. Der er let og lige adgang, og det skal vi stå vagtom. Men vi må også erkende, at der er grupper, som det er vanskeligereat nå, og hvor der er behov for en særlig indsats for at sikre dem denhjælp, de har brug for i sundhedsvæsenet.Derfor har regeringen – bl.a. sammen med satspuljepartierne – taget enlang række initiativer, som særligt retter sig mod de særligt udsatte. Dels

for at forebygge og bekæmpe social ulighed generelt, dels for at udviklede rette metoder og værktøjer til at tage hånd om de udsattes kompleksesociale og sundhedsmæssige problemer. Og endelig i forhold til at sikrede socialt udsatte større sammenhæng i deres behandlingsforløb.Men vi må også se i øjnene, at det ikke er en problemstilling, som kanløses med snuptag. Der er tale om ”de lange seje træk”.