Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

KFI/ J.nr. 2008-1213

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 23. marts 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 23. februar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 214 (SOU Alm. del) stillet efter ønske fra Pernille Vigsø Bagge (SF)

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 214:

 

”Vil ministeren redegøre for resultatet af undersøgelsen nævnt i handlingsplanen "Et andet liv" (2005), side 7: "Det anbefales, at der igangsættes en undersøgelse af omfanget og karakteren af seksuel udnyttelse (mod betaling eller naturalier) af udsatte unge."? ”

 

 

Svar:

Jeg har anmodet Servicestyrelsen om at bidrage til besvarelse af spørgsmålet. Svaret er følgende:

 

”Fagområde Prostitution under Servicestyrelsen har søgt at gennemføre en spørgeskemaundersøgelse på institutioner for udsatte unge. En sådan undersøgelse var meget vanskelig at gennemføre. Dels var der relativt få unge, der ønskede at besvare skemaet. Dels fandt flere personalegrupper det problematisk at stille unge spørgsmål om prostitutionslignende relationer. En del institutioner ønskede slet ikke at lade de unge besvare spørgeskemaerne. Selvom spørgeskemaerne blev udsendt efter aftale med personalet på institutionerne, lykkedes det kun at indhente ca. 100 besvarelser. Dermed er spørgeskemaundersøgelsen meget spinkel.

 

Fagområde Prostitution har efterfølgende fået adgang til Sundhedsstyrelsens datagrundlag for undersøgelsen ”Ung2006”. Denne undersøgelse indeholder også spørgsmål om betaling af sex for unge mellem 15-24-årige.

Af ”Ung2006” fremgår det at 1,4 % af de unge i undersøgelsesgruppen, har solgt sex. Dvs. at der ud af ca. 3.500 unge er ca. 50 unge der har solgt seksuelle ydelser. Det skal bemærkes at undersøgelsen ikke udelukkende dækker unge under 18 år. Ligeledes dækker undersøgelsen det, man kan kalde normalområdet frem for at være rettet direkte mod udsatte unge. Den meget lille gruppe unge giver et meget usikkert statistisk grundlag i forhold til vurderingen af gruppen af udsatte unge under 18 år.

 

I forbindelse med undersøgelsen var det hensigten at gennemføre interviews med udsatte unge, der har erfaring med salg af seksuelle ydelser. Også denne del af undersøgelsen har vist sig meget vanskelig at gennemføre. En kvalitativ undersøgelse skal i lighed med en kvantitativ undersøgelse af unge på institutioner gennemføres i samarbejde med personalet på institutionerne. Der har været kontakt til en række forskellige institutioner, der har bekræftet, at de har kendskab til unge, der har problemstillingen, men det har været personalets vurdering, at det var for problematisk at lade unge indgå i interview om problemstillingerne. Personalets vurderinger hviler på deres kendskab til de unges aktuelle vanskeligheder. Igen har personalet i de konkrete tilfælde vurderet, at det har været vigtigere at skærme de unge frem for at lade dem indgå i en undersøgelse.

 

Fagområde Prostitution vurderer, at det i øjeblikket ikke er muligt at gennemføre egentlige kvalitative undersøgelser med udsatte unge i målgruppen. Fagområdet vil dog fortsat forsøge at gennemføre sådanne, hvis der skulle vise sig muligheder for det.”

 

 

Jeg skal henholde mig til svaret fra Servicestyrelsen.

 

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Frode Svendsen