Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 26. februar 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 5. februar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 188 (SOU Alm. del), stillet efter ønske fra Özlem Sara Cekic (SF).

 

­

 

Spørgsmål nr. 188:

 

”Vil ministeren oplyse, hvad det gennemsnitlige antal sagsbehandlere for en borger, der søger førtidspension er, fra sagens start til slut?”

 

Svar:

 

Indledningsvist bemærkes, at det som udgangspunkt ikke er muligt at ansøge om førtidspension.

 

Når en person henvender sig til kommunen med henblik på at søge om førtidspension, skal kommunen behandle henvendelsen i forhold til alle de muligheder, der findes for at yde hjælp efter den sociale lovgivning. I praksis betyder dette, at en henvendelse om førtidspension eksempelvis kan føre til, at der træffes afgørelse om visitering til et fleksjob, og henvendelsen vil således ikke blive registreret som en sag om førtidspension.

 

Sager, der ender med, at en borger tilkendes førtidspension kan på samme vis begynde på mange måder og involvere mange forskellige aktiviteter som eksempelvis revalidering, behandling, aktivering, arbejdsprøvning eller en periode i fleksjob.

 

Da det således ikke er et entydigt begreb, hvornår sagen behandles på baggrund af en ansøgning om førtidspension, kan man ikke opgøre det gennemsnitlige antal sagsbehandlere.

 

Det kan dog oplyses, at Ankestyrelsen i 2006 som en del af opfølgningen på førtidspensionsreformen spurgte omkring 1.500 borgere, der var tilkendt eller har fået afslag på revalidering, fleksjob eller førtidspension, om, hvorvidt de havde oplevet sagsbehandlerskift i løbet af deres sag. Det fremgår af undersøgelsen ’Borgerundersøgelse om kommunernes sagsbehandling efter arbejdsevnemetoden’, at 35 pct. af borgerne i tilkendelsessager og 43 pct. af borgerne i afslagssager har skiftet sagsbehandler. 30 pct. af borgerne i tilkendelsessager, der havde skiftet sagsbehandler, havde skiftet én gang, mens 21 pct. havde skiftet sagsbehandler mere end tre gange.

 

Det kan desuden oplyses, at hensigten med at indføre ressourceprofilen og arbejdsevnemetoden i både revaliderings-, fleksjob- og førtidspensionssager blandt andet var, at det skulle reducere behovet for sagsbehandlingsskift men samtidig gøre det mere enkelt for den enkelte sagsbehandler at overtage en igangværende sag, når principperne for sagsbehandlingen er ens. Det fremgår af Ankestyrelsens ’Analyser af førtidspensionsområdet’ fra 2005, at knap tre fjerdedele af de adspurgte sagsbehandlerne mente, at arbejdsevnemetoden i nogen eller i høj grad har gjort det nemmere at overtage en sag, end før førtidspensionsreformen trådte i kraft.

 

Afslutningsvis bemærkes, at den enkelte kommunes konkrete organisering af den beskæftigelsesrettede indsats også kan have betydning for, hvor mange sagsbehandlere den enkelte borger har i en konkret sag.

 

 

 

Karen Jespersen

 

 

 

/ Bent Nielsen