Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

MBE/ J.nr. 2009-7467

Folketingets Socialudvalg

 

 

17. februar 2009

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 29. januar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 182 (SOU Alm. del).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 182:

 

”Ministeren bedes oplyse om en ældres ønske om at blive anvist en tidssvarende plejebolig betyder, at man mister sin ret til en plejebolig inden for plejeboliggarantiens tidsramme, hvis man takker nej til en utidssvarende bolig og ministeren bedes i givet fald redegøre for, om ministeren finder, at det er rimeligt.”

 

 

Svar:

 

Ifølge reglerne for plejeboliggarantien skal kommunalbestyrelsen skrive en ældre borger, der er visiteret til en plejebolig, op på en venteliste, hvis der ikke kan tilbydes en almen plejebolig eller en plads på et plejehjem med det samme efter visitationen. Derefter er kommunalbestyrelsen forpligtet til at tilbyde den ældre enten en plejebolig eller en plejehjemsplads inden for to måneder efter optagelsen på ventelisten.

 

Hvis en ældre afslår kommunalbestyrelsens tilbud om en almen plejebolig eller en plejehjemsplads, påbegyndes en ny frist på to måneder, der løber fra det tidspunkt, hvor afslaget er modtaget af kommunalbestyrelsen.

 

Jeg finder det rimeligt at reglerne er udformet således, at den ældre har ret til at afvise den plejebolig eller plejehjemsplads, som kommunalbestyrelsen tilbyder, uden dermed at miste sin ret til at være omfattet af garantien. Jeg finder det også rimeligt, at der efter den ældres afvisning af den tilbudte plejebolig løber en ny frist på to måneder, som giver kommunen en rimelig mulighed for at tilbyde en plejebolig eller plejehjemsplads på ny.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Mikael L. Kristensen