Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

THA/ J.nr. 2009-534

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 28. januar 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 15. januar 2009 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 161 (SOU Alm. del) stillet efter ønske fra Dennis Flydtkjær (DF).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 161:

 

”Vil ministeren oplyse, om der kan gives tilskud via servicelovens § 100 til mennesker over 65 år, der har ekstra udgifter forbundet med sygdommen Cøliaki, som gør, at de skal spise glutenfri kost?”

 

Svar:

 

Det følger af servicelovens § 100, stk. 1, at merudgiftsydelsen kan gives til personer mellem 18 og 65 år med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og til personer med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, der efter § 15a i lov om social pension har opsat udbetalingen af folkepensionen.

 

Det betyder, at ret til merudgiftsydelsen ophører ved det 65. år, medmindre borgeren har opsat udbetalingen af sin folkepension. Dette gælder, uanset hvilken funktionsnedsættelse der ligger til grund for udbetalingen af merudgiftsydelsen.

 

Folkepensionister, som lider af cøliaki, har i stedet mulighed for at søge om et personligt tillæg, hvis de ikke selv kan afholde udgifterne til specialkosten.

 

Personlige tillæg kan gives til pensionister, hvis økonomiske forhold er særligt vanskelige. Tillægget ydes af kommunen efter en konkret individuel, vurdering af pensionistens økonomiske forhold sammenholdt med de rimelige og nødvendige udgifter.

 

Folkepensionister med cøliaki er stillet på samme måde som andre folkepensionister, der skal følge en diæt – for eksempel diabetikere – i forhold til at søge om økonomisk dækning af udgifter til diætkost efter reglerne i lov om social pension.

 

 

Karen Jespersen

 

/ Karin Ingemann