Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

LHH/ J.nr. 2009-492

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 26. januar 2009

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 23. december 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 136 (SOU Alm. del), stillet efter ønske fra Line Barfod (EL), Yildiz Akdogan (S), Özlem Cekic (SF) og Morten Østergaard (RV).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 136:

 

”Hvilke initiativer vil ministeren tage, for at sikre at børn, der i en periode må leve skjult, fordi der er risiko for æresrelateret vold, kan få undervisning, og hvad er tidsperspektivet for det?”

 

 

Svar:

 

Jeg har bedt Undervisningsministeren om bidrag til svar på dette spørgsmål. Undervisningsministeren har svaret følgende:

 

”Det fremgår af folkeskolelovens § 20, at kommunalbestyrelsen skal sørge for undervisning af børn og unge under 18 år, der bor eller opholder sig i kommunen. Det betyder, at børn, der er berettiget til undervisning i Danmark, har ret til et kommunalt undervisningstilbud i folkeskolen. Det forudsættes, at opholdet er af en vis varighed. Efter almindelig praksis sættes varigheden til mindst tre sammenhængende uger uden for ferieperioder.

 

Forældrene kan imidlertid i henhold til friskolelovens § 34 vælge selv at undervise deres barn. I så fald skal kommunalbestyrelsen orienteres og føre tilsyn med, at undervisningen står mål med folkeskolens.

 

Undervisningsministeriet skal desuden henlede opmærksomheden på folkeskolelovens § 5 stk. 6, hvorefter der i fornødent omfang skal gives supplerende undervisning til elever, der har skiftet skole, været uden undervisning i længere tid, eller af anden grund har behov for midlertidig faglig støtte. Bestemmelsen vil kunne anvendes over for elever, der vender tilbage til deres skole efter i en periode ikke at have modtaget undervisning.

 

Undervisningsministeriet kan i øvrigt oplyse, at ministeriet ved den forestående revision af Manual for tilsyn med undervisning i dagbehandlingstilbud samt på opholdssteder og døgninstitutioner specifikt vil nævne kommunalbestyrelsens pligt til at føre tilsyn med undervisning af børn på krisecentre og på sikrede institutioner.”

 

Jeg henholder mig til undervisningsministerens svar.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Iben Rostock-Jensen