Departementet

Holmens Kanal 22

1060 København K

 

Tlf. 3392 9300

Fax. 3393 2518

E-mail [email protected]

 

 LHN/ J.nr. 2009-20

Folketingets Socialudvalg

 

 

 

 

 

Dato: 13. januar 2008

 

 

 

Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 18. december 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 123 (SOU Alm. del) stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

­

 

 

Spørgsmål nr. 123:

 

”Ministeren bedes kommentere vedhæftede stillingsopslag fra Odense Kommune og herunder redegøre for:

- om det er i overensstemmelse med den gældende vejledning for brug af lægekonsulenter, såfremt disse skal afgive en lægefaglig vurdering i sociale sager.

- om lægekonsulenterne ikke er underlagt Sundhedsloven og lægeløftet, såfremt de foretager en klinisk undersøgelse af en borger.”

 

 

Svar:

 

Det fremgår af det vedhæftede stillingsopslag, at Odense Kommune ønsker tre stillinger besat med sociallæger til varetagelse af funktioner i kommunens socialmedicinske afsnit, herunder lægefaglig vurdering i socialsager (lægekonsulenter) samt kliniske opgaver i kommunens revalideringsinstitutioner.

 

Velfærdsministeriet har forstået første del af spørgsmålet således, at der rejses tvivl om, hvorvidt Odense Kommunes brug af lægekonsulenter, som den kommer til udtryk i kommunens stillingsopslag, er i overensstemmelse med gældende ret.

 

I den anledning kan Velfærdsministeriet oplyse, at tilsynet med kommunerne varetages af statsforvaltningen i den region, hvori kommunen er beliggende, jf. § 47 i lov om kommunernes styrelse (lovbekendtgørelse nr. 696 af 27. juni 2008). Det er Statsforvaltningen Syddanmark, der fører tilsyn med Odense Kommune.

 

Statsforvaltningen Syddanmark har over for Velfærdsministeriet oplyst, at statsforvaltningen, efter henvendelse fra en borger om samme stillingsopslag, er i færd med at indhente en udtalelse til sagen fra Odense Kommune, om kommunens brug af lægekonsulenter.

 

Da der således er tale om en verserende sag hos Statsforvaltningen Syddanmark, kan Velfærdsministeriet af principielle grunde ikke udtale sig hverken konkret eller generelt herom. Det hænger sammen med, at en eventuel generel udtalelse, der dækker over en konkret sag, vil kunne risikere at blive afgivet på baggrund af utilstrækkelig viden om den konkrete sags omstændigheder. Dermed er der risiko for, at den generelle udtalelse vil give et misvisende billede af retsstillingen i den konkrete sag. Endvidere vil der efter omstændighederne kunne rejses spørgsmål om ministeriets habilitet, såfremt sagen, som spørgsmålet vedrører, efterfølgende indbringes for ministeriet.

 

Med hensyn til lægekonsulenters ansvarsforhold kan jeg generelt oplyse, at alle læger, der udfører lægefaglig virksomhed, det vil sige, hvor der består et læge/patientforhold, er omfattet af sundhedsloven. I det omfang en lægekonsulent udfører rent administrative opgaver, er der ikke tale om opgaver, som er omfattet af sundhedsloven.

 

 

 

 

Karen Jespersen

 

/ Bent Nielsen Â