Departementet Holmens Kanal 22 1060 København K
Tlf. 3392 9300 Fax. 3393 2518 E-mail [email protected]
|
Dato: 22. december 2008
Under henvisning til Folketingets Socialudvalgs brev af 14. oktober 2008 følger hermed velfærdsministerens endelige svar på spørgsmål nr. 12 (SOU Alm. del).
Â
â€Ministeren bedes kommentere henvendelsen af 5. oktober 2008 fra Steen Clausen vedr. langsommelig sagsbehandling og den koordinerende sagsbehandlers rolle, jf. alm. del - bilag 4.â€
Svar:
Det er kommunalbestyrelsens ansvar at sikre, at tidsfrister i sagsbehandlingen overholdes. I Servicelovens regler om støtte til børn og unge med særlige behov anføres konsekvent og tydeligt tidsfristerne for de relevante sagsbehandlingsskridt, og derfor mener jeg ikke, at lovgivningen skal præciseres yderligere herom, sådan som det foreslås i henvendelsen.
Hvis man som borger oplever, at en kommunal forvaltning ikke overholder de lovpligtige tidsfrister, kan man klage til kommunalbestyrelsen eller de sociale nævn. Derudover har man også mulighed for at henvende sig til Ankestyrelsen, som kan træffe afgørelse eller give en kommunalbestyrelse pålæg om at træffe foranstaltninger i konkrete sager.
I henvendelsen opfordres til, at servicelovens § 49 stk. 2 fjernes eller at der sørges for, at bestemmelsen indeholder en kommunal forpligtelse.
Servicelovens § 49 stiller krav om, at kommunalbestyrelserne skal etablere tværfaglige grupper. Formålet hermed er at styrke sammenhæng og helhed i tilbudene til de svagest stillede børn og unge samt at styrke såvel den tidlige indsats som det forebyggende arbejde. I bestemmelsens stk. 2 angives, at et af gruppens medlemmer skal udpeges som ansvarlig for at koordinere indsatsen over for det enkelte barn.
Bestemmelsen er således ikke kun et forslag til en organisationsform, sådan som det anføres i henvendelsen. Bestemmelsen forpligter kommunalbestyrelserne til at tilvejebringe en tværfaglig arbejdsform ved at nedsætte tværfaglige grupper, hvori der udpeges en koordinator. Derfor finder jeg ikke, at bestemmelsen bør fjernes.
Det er den enkelte kommunalbestyrelses ansvar at tilrettelægge det tværfaglige arbejde, så borgerne oplever helhed og sammenhæng i indsatsen.
Det er ligeledes kommunalbestyrelsens ansvar at tilrettelægge det tværfaglige arbejde mest hensigtsmæssigt ud fra den lokale organisering og de lokale behov, og derfor har Velfærdsministeriet ikke udstukket mere detaljerede retningslinjer for koordinatorens opgaver.
Karen Jespersen