Folketingets Skatteudvalg

Christiansborg

Finansministeren

04. november 2008

J.nr. 64-166

 Svar på Skatteudvalgets spørgsmål nr. 37 af 30. oktober 2008 (alm. del).

 

Spørgsmål:

Ministeren bedes tilsende udvalget sit talepapir fra samrådet den 30. oktober 2008 om samrådsspørgsmål A (ECOFIN-rådsmøde d. 4/11-08)

 

 

Svar:

 

 

DET TALTE ORD GÆLDER

 

 

Nedsat moms

 

Der ventes en drøftelse af Kommissionens forslag om nedsat moms samt en fortsættelse af den generelle drøftelse.

 

Forslaget indebærer blandt andet, at muligheden for at anvende nedsatte momssatser på en række arbejdskraftintensive tjenesteydelser, som i dag er tidsbegrænset, gøres permanent, og samtidig udvides omfanget af disse tjenesteydelser - f.eks. vil det blive muligt at anvende nedsat moms på restaurantydelser.

 

Derudover indeholder forslaget forskellige mindre indholdsmæssige og tekniske tilpasninger.

 

Det er fortsat dansk holdning, at nedsat moms ikke er egnet til at opnå sektorpolitiske mål. Det skyldes, at de effekter man typisk ønsker at opnå gennem anvendelsen af nedsatte momssatser enten ikke er til stede eller kan opnås mere effektivt med andre midler.

 

Derudover er det problematisk, at Kommissionen går partielt til spørgsmålet om nedsatte momssatser og fremsætter forslag om isolerede udvidelser af anvendelsen af nedsat moms uden at se problemstillingen som en helhed.

 

Konkrete forslag om nedsat moms først bør drøftes, når ECOFIN er blevet enige i denne generelle drøftelse om principperne for det fremtidige regime for nedsat moms - og denne drøftelse er ikke afsluttet.

 

 

Bekæmpelse af svig

 

Det ventes, at Kommissionens forslag til at modvirke momssvig ved handel inden for EU skal drøftes – muligvis med henblik på vedtagelse.

 

Forslagene handler konkret om f.eks. at afkorte perioden og fristen for virksomhedernes indgivelse af lister over EU-handel samt fristen for medlemslandenes informationsudveksling om listeoplysningerne, fra kvartalet til måneden.

 

På baggrund af formandskabets kompromisforslag vil regeringen arbejde for at få gennemført undtagelsesregler, som tager hensyn til navnlig små og mellemstore virksomheders administrative byrder. Det giver god mening, idet tidligere tilfælde af momssvig ved handel mellem virksomheder inden for EU typisk har involveret store varepartier og dermed store pengebeløb.

 

 

Cirkulationsdirektivet

 

Det forventes, at Kommissionens forslag til nyt direktiv om den generelle ordning om punktafgift skal drøftes på ECOFIN med henblik på vedtagelse. 

 

Forslaget omfatter bl.a. et elektronisk system, der fra 1. april 2010 afløser det nuværende papirbaserede system til kontrol af, at punktafgiftspligtige varer, som bevæger sig på tværs af EU’s indre grænser eller til og fra EU, kommer til beskatning i det medlemsland, hvor varen omsættes til forbrug.

 

Formandskabet har fremsat et kompromisforslag, som udelader et kontroversielt element i Kommissionens oprindelige forslag, nemlig forslaget om at beskatningsstedet for de punktafgiftspligtige varer skulle ændres fra forbrugslandet til salgslandet.

 

Forslaget kan støttes fra dansk side.

 

 

Antisvigs-aftale med Liechtenstein

 

Kommissionen ventes på ECOFIN at give en orientering om forhandlingerne med Liechtenstein om en aftale, som har til formål at bekæmpe svig. I dag findes der ikke nogen aftale, som giver myndighederne i EU-lande mulighed for at få oplysninger fra myndighederne i Liechtenstein.

 

Liechtenstein ønsker, at en aftale fortsat skal beskytte landets bankhemmelighed, mens der fra EU’s side lægges vægt på, at en aftale skal være effektiv til at bekæmpe skattesvig – også i forhold til banker - hvilket den tyske sag om såkaldt skatteneutrale bankkonti i liechtensteinske banker har vist.

 

Fra dansk side vil vi støtte, at det er vigtigt at få en effektiv aftale.

 

 

Med venlig hilsen

 

 

Lars Løkke Rasmussen