J.nr.

                                                                                                                 

Text Box: j.nr. 09-007322
Dato : 16. februar 2009

 

 

 

 

Til

                          Folketingets Skatteudvalg

 

 

Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 173 af 13. januar 2009.

(Alm. del).

 

 

 

 

Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Leif Lahn Jensen (S)

 

 

 

 

 

 

 

                          Kristian Jensen

 

 

                                                                              /Tina R. Olsen


Spørgsmål 173:

"Kan ministeren bekræfte, at han på det sidste årsmøde for medlemmer af skatteankenævnene oplyste, at der dengang lå 300 uafklarede sager vedrørende økonomisk kriminalitet hos myndighederne? I forlængelse heraf bedes ministeren redegøre for, hvor mange uafklarede sager om økonomisk kriminalitet der ligger hos myndighederne nu, og hvad ministeren agter at gøre ved det"

 

Svar:

Indledningsvis er jeg nødt til at afkræfte, at jeg på det seneste årsmøde for medlemmer af skatteankenævnene, som fandt sted i Aalborg i den 2 og 3. november sidste år, skulle have omtalt antallet af uopklarede sager om økonomisk kriminalitet hos myndighederne og i den forbindelse skulle have oplyst, at der dengang var 300 uafklarede sager.

 

For så vidt angår de konkrete tal har SKAT oplyst følgende:

”Antallet af de såkaldte tunge ØKOKRIM-sager, der efter endt behandling hos SKAT, er blevet oversendt til politi og anklagemyndighed med henblik på strafferetlig behandling udgjorde den 1. september 2008 i alt 175, mens antallet af sager primo januar 2009 er blevet opgjort til 211. Herudover har SKAT oversendt ca. 1.000 såkaldte lettere sager vedrørende skattesvig m.v. til politiet, hvorfor der på nuværende tidspunkt ligger ca. 1.200 sager hos politiet, som er oversendt fra SKAT.”

 

Som det fremgår, er antallet af de såkaldt tunge ØKOKRIM-sager steget fra 175 sager i september 2008 til 211 sager primo januar 2009. Der har således været en nettotilgang på 36 sager på 3 måneder.

 

Da det samlede billede også hidtil har været, at antallet af sager fra SKAT, som er oversendt til videre behandling hos politiet og domstolene, er voksende, har jeg tilbage i september måned sidste år rettet henvendelse til justitsministeren. I henvendelsen kommer jeg med en række konkrete forslag, som kan indgå i arbejdet med at finde løsninger, som kan sikre, at SKATs sager sikres en hurtigere behandling. Blandt mine forslag er øget anvendelse af fælles efterforskningsteams (task forces), fælles sagsvisitering, forhøjelse af de beløbsmæssige grænser for, hvornår SKAT selv administrativt kan afgøre en straffesag, og at SKAT får mulighed for selv at håndtere henvendelser fra udenlandske skattemyndigheder om international judiciel bistand.