Til
Folketinget - Skatteudvalget
Hermed sendes svar på spørgsmål nr. 170 af 9. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jesper Petersen (SF).
(Alm. del).
Kristian Jensen
                                          /Ivar Nordland
                       Â
Spørgsmål: Kan ministeren bekræfte, at det hæmmer EU i bestræbelserne på at indgå aftaler med Schweiz og Liechtenstein, at EU tolererer, at tre medlemsstater, Luxembourg, Belgien og Østrig, har lov til at opretholde bankhemmeligheden i forhold til indenlandske og udenlandske skattemyndigheder?
Svar: Jeg kan bekræfte, at især Luxembourg og Østrig har regler om bankhemmelighed, som ikke findes i de andre medlemsstater, herunder Danmark, og at de to lande derfor har en anden indstilling til internationale aftaler om udveksling af oplysninger til brug i skattesager.
Efter EU’s rentebeskatningsdirektiv skal medlemsstaterne sikre beskatningen af indtægter fra opsparing, som en betalingsagent (dvs. især banker) i en medlemsstat betaler til en fysisk person i en anden medlemsstat. Det skal ske ved, at betalingsagenten i den førstnævnte stat indberetter betalingen til denne stats skattemyndigheder, som videresender oplysningerne til skattemyndighederne i den anden stat. Belgien, Luxembourg og Østrig har dog en tidsubestemt overgangsordning, hvorefter disse stater ikke skal deltage i udveksling af renteoplysninger. De tre stater skal i stedet sikre beskatningen af opsparingsindtægter fra disse stater ved at opkræve kildeskat og sende ¾ af provenuet herved til den stat, hvor rentemodtager er hjemmehørende uden at afsløre rentemodtagers identitet.
Efter EU’s bistandsdirektiv skal medlemsstaterne bistå hinanden med udveksling af oplysninger til brug i skattesager. Efter direktivets artikel 8 har en medlemsstat dog ikke pligt til at videregive oplysninger, hvis det ville være i strid med lovgivningen eller den administrative praksis for den kompetente myndighed i denne stat at indhente de ønskede oplysninger.
Danmark vil i EU arbejde for at få ophævet rentebeskatningsdirektivets overgangsregel for Belgien, Luxembourg og Østrig samt for at få ændret bistandsdirektivets artikel 8.