Spørgsmål nr. 957 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ifølge artiklen "Voldtægtsmænd slipper for fængsel" påTV2 Nyhedernes hjemmeside d. 19. juni 2009, jf.http://nyhederne.tv2.dk/article.php/id-23128487.html?rss, haren undersøgelse foretaget af det kriminalpræventive råd vist,at kun 9 ud af 50 sager om overfaldsvoldtægt har ført til dom.Ifølge artiklen betragtede politiet i 20 ud af 50 tilfælde, somsagerne for opklaret. Ministeren bedes redegøre for, hvorforkun så få voldtægtssager fører til en dom, samt hvilke initia-tiver ministeren har tænkt sig at igangsætte for at flere vold-tægtssager kommer for en domstol?”

Svar:

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet enudtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:”Den undersøgelse, der er omtalt i spørgsmålet, er foretaget af enrække forskere og udgivet af Det Kriminalpræventive Råd i juni2009.Det fremgår af undersøgelsen (Voldtægt der anmeldes. Del III:Udviklingen – især med henblik på overfaldsvoldtægter), at ud af50 årlige anmeldelser om fuldbyrdet overfaldsvoldtægt blev der afpolitiet rejst sigtelse i 20 sager. I de øvrige sager blev en muliggerningsmand ikke fundet.Endvidere fremgår det af undersøgelsen, at af de 20 sager, hvorider blev rejst sigtelse, blev 12 sager indbragt for retten. I 9 af dissesager blev gerningsmanden idømt ubetinget fængsel. I en sag blevgerningsmanden idømt betinget fængselsstraf, i en sag en behand-lingsdom, og i den sidste blev den pågældende frifundet. I de reste-rende 8 sager, der ikke blev indbragt for retten, skete der påtaleop-givelse i 6 af sagerne, enten fordi sigtelsen var grundløs (1 sag) el-ler på grund af manglende beviser (5 sager). I endnu en sag blev ef-terforskningen indstillet efter retsplejelovens § 749, og i den sidstesag var den formodede gerningsmand under 15 år.Med hensyn til anklagemyndighedens behandling af straffesager,herunder voldtægtssager, kan jeg mere generelt oplyse, at det følgeraf retsplejelovens § 96, stk. 1, at det er de offentlige anklageres op-gave i forbindelse med politiet at forfølge forbrydelser. Anklage-myndigheden skal herved påse, at strafskyldige drages til ansvar,men også at forfølgning af uskyldige ikke finder sted.Denne regel er et udtryk for objektivitetsprincippet, der er et grund-læggende princip i strafferetsplejen, og som anses for en af de vig-tigste retssikkerhedsgarantier. Princippet gælder bl.a., når ankla-2

gemyndigheden skal tage stilling til spørgsmålet om tiltale, og in-debærer, at anklagemyndigheden er forpligtet til at tage enhver om-stændighed, der tyder på en mistænkts uskyld, i betragtning, samtikke at rejse tiltale, medmindre anklagemyndigheden skønner, attiltalerejsning vil føre til domfældelse.Det vil således ikke være i overensstemmelse med objektivitets-princippet, hvis anklagemyndigheden rejste tiltale i sager, hvor dervar en sådan tvivl om beviserne, at der ikke var en rimelig udsigt tildomfældelse.Tiltale i sådanne sager ville i øvrigt – udover den belastning, somdet medfører for den tiltalte – indebære en belastning for den foru-rettede, der skulle afgive vidneforklaring i retten, og som forment-lig i de fleste tilfælde ville opleve en efterfølgende frifindelse somen tilkendegivelse om, at hendes forklaring om det passerede ikkevar troværdig.Det bemærkes i øvrigt, at spørgsmålet om, hvorvidt der er grundlagfor domfældelse i en sag om voldtægt, beror på en helt konkretvurdering af samtlige sagens omstændigheder. Ud over en vurde-ring af både offerets og den sigtedes troværdighed vil elementersom genetiske spor, tekniske spor, spor efter vold, den tidsmæssigefaktor samt eventuelle vidneforklaringer om parternes adfærd førog efter overgrebet være elementer, der alle skal indgå i vurderin-gen.På grund af voldtægtssagernes særlige karakter vil der dog i enrække tilfælde ikke være afgørende tekniske spor eller vidneforkla-ringer, der kan belyse forholdet nærmere, og sagens afgørelse vilderfor hovedsagelig bero på en vurdering af offerets og den sigte-des forklaringer om det passerede. Dette indebærer, at der vil kun-ne forekomme flere påtaleopgivelser og frifindende domme end iandre straffesager, hvor der også foreligger forklaringer fra andrevidner udover offeret og/eller tekniske beviser.I øvrigt bemærkes, at det er rigsadvokaturens bestemte indtryk, atsager om voldtægt af politi og anklagemyndighed betragtes medstor alvor og undergives en god og grundig behandling. Endviderehar politireformen medført, at sager om voldtægt nu behandles ipolitikredsenes advokaturer for personfarlig kriminalitet, og at dersom følge heraf opnås særlig erfaring og ekspertise hos de jurister,der tager stilling til tiltalespørgsmålet.Det er endvidere min opfattelse på baggrund af rigsadvokaturensbehandling af sager om voldtægt, at der ikke er grundlag for en an-tagelse om, at anklagemyndigheden skulle være for forsigtig medat rejse tiltale i sager om voldtægt.”Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført af Rigsadvokaten.3