Spørgsmål nr. 873 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Med henvisning til artiklen fra Ekstra Bladet den 31. maj2009 "Evnesvag kvalte fireårig: Vanessas død fik politikerneop af stolen" bedes ministeren oplyse, hvornår der bliver ta-get initiativ til regelændringer om f.eks. øget brug af kastrati-on og øget indespærring og brug af tidsubestemt straffe forudviklingshæmmede kriminelle, således ulykkelige sagersom den artiklen henviser til, kan undgås.”

Svar:

1.

Efter straffelovens § 16 straffes personer, der på gerningstidspunktetvar mentalt retarderede i højere grad, ikke. Personer, der på gerningstids-punktet var mentalt retarderede i lettere grad, straffes ikke, medmindresærlige omstændigheder taler for at pålægge straf.Hvis en person frifindes for straf i medfør af § 16, kan retten efter straffe-lovens § 68 træffe bestemmelse om anvendelse af andre foranstaltninger,der findes formålstjenlige for at forebygge yderligere lovovertrædelser.Hvis mindre indgribende foranstaltninger som f.eks. tilsyn eller bestem-melser vedrørende opholdssted eller arbejde mv. ikke findes tilstrækkeli-ge, kan det bestemmes, at den pågældende skal anbringes i institution forpersoner med vidtgående psykiske handicap eller lignende.Det fremgår endvidere af straffelovens § 68 a, stk. 2, at der i almindelig-hed ikke fastsættes en længstetid for en foranstaltning efter § 68, hvis dendømte findes skyldig i drab, røveri, frihedsberøvelse, alvorlig voldsfor-brydelse, trusler af den i § 266 nævnte art, brandstiftelse, voldtægt elleranden alvorlig sædelighedsforbrydelse eller forsøg herpå, og foranstalt-ningen indebærer, at den dømte skal anbringes i institution, eller givermulighed herfor.Hvis der ikke er fastsat en længstetid, skal anklagemyndigheden indbrin-ge spørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningenfor retten 5 år efter afgørelsen. Derefter forelægges spørgsmålet for rettenmindst hvert andet år. Formålet hermed er at sikre, at en foranstaltningikke opretholdes i længere tid og videre omfang end nødvendigt, jf. straf-felovens § 72.

Endvidere kan en person efter straffelovens § 70, stk. 2, idømmes forva-ring, hvis den pågældende findes skyldig i voldtægt eller anden alvorligsædelighedsforbrydelse eller i forsøg herpå, og det efter karakteren af detbegåede forhold og oplysningerne om gerningsmanden, herunder om tid-ligere kriminalitet, må antages, at den pågældende frembyder væsentligfare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og hvis brug af forvaringi stedet for fængsel findes påkrævet for at forebygge denne fare.Betingelserne for at idømme forvaring i forbindelse med seksualforbry-delser blev lempet ved en lovændring i 1997. I forarbejderne til lovæn-dringen anføres bl.a. følgende (Folketingstidende 1996-97 tillæg A, side90ff):”I dag er det ofte først ved tiltaltes tredje dom for seksualfor-brydelser, at anvendelse af forvaring kommer på tale. Frem-over bør forvaring kunne komme på tale også ved andendom, hvor grovheden af den seneste seksualforbrydelse ellerantallet af forhold under denne straffesag sammenholdt medoplysninger om tiltaltes aktuelle farlighed taler for en tids-ubestemt foranstaltning, hvor der bliver mulighed for ved be-handling at modvirke risikoen for gentagelse.Det skal heller ikke være udelukket at idømme forvaring alle-rede første gang en person tiltales for grove seksualforbrydel-ser, hvis der efter oplysningerne om tiltaltes person er betyde-lig risiko for gentagelse, som bør forhindres.”Som det fremgår, kan der allerede efter de gældende regler fastsættestidsubestemte foranstaltninger i sager, hvor f.eks. psykisk udviklings-hæmmede dømmes for alvorligere personfarlig kriminalitet. Disse foran-staltninger skal (bortset fra forvaring) indbringes for retten med jævnemellemrum, således at det sikres, at en foranstaltning ikke opretholdes ilængere tid og videre omfang end nødvendigt.Det kan tilføjes, at Justitsministeriets Forskningskontor løbende indsam-ler oplysninger om foranstaltningsdomme afsagt efter 1. juli 2000 medhenblik på, at der kan opbygges et grundlag for en evaluering af reglernei straffelovens § 68 a og § 69 a om tidsbegrænsning af foranstaltnings-domme efter straffelovens § 68 og § 69, jf. lov nr. 438 af 31. maj 2000.Denne evaluering forventes afsluttet i 2009.

2.

Med hensyn til spørgsmålet om øget brug af kastration har Justitsmini-steriet lagt til grund, at der sigtes til såkaldt medicinsk kastration af per-3

soner dømt for sædelighedskriminalitet, herunder spørgsmål om tvungenmedicinsk behandling.Justitsministeriet kan herom oplyse, at seksualforbrydere i dag tilbydeskønsdriftsdæmmende medicin, når følgende kriterier er opfyldt:De har begået gentagen eller meget alvorlig personfarlig sædelig-hedskriminalitet,de skønnes at være i fare for tilbagefald til ligeartet kriminalitet,ogde vurderes at være personer, hvor en psykoterapeutisk samt an-den form for behandling, f.eks. mod narkotika- eller alkoholmis-brug, ikke kan nedsætte risikoen for tilbagefald til ny sædelig-hedskriminalitet.

Behandling med kønsdriftsdæmpende medicin tilbydes kun, hvis alle an-dre muligheder er udtømt eller vurderes at være utilstrækkelige til atimødegå risiko for tilbagefald til ny sædelighedskriminalitet.Inden behandling iværksættes, skal der blandt andet foreligge et informe-ret samtykke fra den sædelighedskriminelle, og sagen skal være forelagtfor Retslægerådet.Kønsdriftshæmmende behandling omfatter både et psykoterapeutisk for-løb og en medicinsk behandling. Det bemærkes i den forbindelse, at detikke er muligt at tvangsbehandle med psykoterapi, og at det ikke vides,hvilken betydning denne del af behandlingen har for den kønsdriftsdæm-pende behandling.Der kan være alvorlige bivirkninger ved den medicinske behandling,f.eks. uoprettelig afkalkning af knoglerne og leverbeskadigelse. Der sesogså brystspænding og -udvikling og vægtforskydninger.Endvidere er der i dag ikke hjemmel til tvangsmedicinering, medmindreder er tale om psykotiske patienter. Hvis behandling med kønsdrifts-dæmpende medicin skulle være en del af den idømte sanktion, ville detforudsætte, at medicinering i nogle tilfælde skulle ske under tvang, even-tuelt under fastspænding.Den Almindelige Danske Lægeforening tager afstand fra tvangsbehand-ling og mener, at behandling forudsætter informeret samtykke. Efter for-4

eningens opfattelse er tvangsmæssig behandling i strid med det alminde-lige frivillighedsprincip, der fremgår af såvel foreningens egne som deinternationale lægeetiske regler og erklæringer. Det er endvidere læge-foreningens opfattelse, at læger ikke bør være en del af det sanktioneren-de system.Hertil kommer, at indførelse af tvangsmæssig behandling med køns-driftsdæmpende medicin som strafferetlig sanktion ville kunne rejsespørgsmål i forhold til flere bestemmelser i Den Europæiske Menneske-rettighedskonvention.Som det fremgår, tilbydes sædelighedskriminelle allerede i dag undervisse betingelser kønsdriftsdæmpende behandling, og af de grunde, der eranført ovenfor, finder Justitsministeriet fortsat ikke grundlag for at indfø-re regler om tvungen medicinsk behandling af sædelighedskriminelle.

3.

For så vidt angår spørgsmålet om fuldbyrdelse af domme vedrørendekriminelle udviklingshæmmede henvises til vedlagte besvarelse afspørgsmål nr. 837 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.