Spørgsmål nr. 813 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Hvilke initiativer vil ministeren tage for at sikre den i REUalm. del – bilag 497 omtalte forskning?”

Svar:

Det anføres i den henvendelse, der omtales i spørgsmålet, at en forskerikke bør have pligt til under domstolsbehandlingen af en konkret straffe-sag at vidne om strafbare forhold, som den pågældende har fået kendskabtil i forbindelse med forskning i kriminelle miljøer.Justitsministeriet skal hertil bemærke, at enhver med de undtagelser, somer fastsat i lovgivningen, efter retsplejelovens § 168 har pligt til at afgiveforklaring som vidne for retten. Dette gælder både i straffesager og i civi-le sager. Det bærende hensyn bag bestemmelsen er, at vidneforklaringerofte er et væsentligt bevis i en retssag, således at der bør foreligge særligegrunde for at fastsætte undtagelser til vidnepligten. Særligt når det gælderstraffesager, vil vidneforklaringer ofte have væsentlig betydning for, atretten i den konkrete sag kan nå det materielt rigtige resultat, dvs. atskyldige bliver dømt og uskyldige frifundet.Retsplejeloven indeholder i §§ 169-172 forskellige undtagelser til dennevidnepligt (reglerne om vidneudelukkelse og vidnefritagelse). Efter §170, stk. 1 og 2, kan der f.eks. som udgangspunkt ikke afkræves vidne-forklaring fra præster, læger, forsvarere og advokater om det, som erkommet til deres kundskab ved udøvelsen af deres virksomhed. I dissetilfælde foreligger der et helt særligt hensyn til at beskytte fortrolighedenmellem f.eks. en forsvarer og den sigtede/tiltalte i en straffesag. § 172indeholder særlige regler for redaktører og journalister.Med hensyn til forskere bemærkes, at efter retsplejelovens § 169, stk. 1,kan tjenestemænd eller andre, der handler i offentligt eller dermed lige-stillet erhverv, ikke uden samtykke fra vedkommende myndighed afkræ-ves vidneforklaring om forhold, med hensyn til hvilke der i det offentli-ges interesse påhviler dem tavshedspligt. Efter stk. 2 kan retten dog i sær-lige tilfælde bestemme, at forklaring alligevel skal afgives.En offentligt ansat forsker vil efter reglerne i forvaltningslovens § 27 ogstraffelovens § 152 efter omstændighederne kunne have tavshedspligtmed hensyn til oplysninger og viden, som den pågældende får i kraft af2

sin forskning som led i ansættelsen. I så fald vil den pågældende forskerefter retsplejelovens § 169 som udgangspunkt ikke kunne afkræves vid-neforklaring, hvis der er tale om forhold, hvor den pågældende i det of-fentliges interesse har tavshedspligt.Efter retsplejelovens § 170, stk. 3, kan retten bestemme, at forklaring ik-ke skal afgives om forhold, med hensyn til hvilke vidnet i medfør af lov-givningen har tavshedspligt, og hvis hemmeligholdelse har væsentlig be-tydning. Denne bestemmelse vil f.eks. kunne finde anvendelse i forholdtil en offentligt ansat forsker i tilfælde, hvor den pågældende har tavs-hedspligt, jf. forvaltningslovens § 27, som ikke er begrundet i det offent-liges interesse, men alene i private interesser mv.Det kan tilføjes, at en forsker som alle andre vidner ikke har pligt til atafgive forklaring, hvis forklaringen f.eks. må antages at ville udsættevidnet selv eller vedkommendes nærmeste for straf eller tab af velfærdeller vil påføre dem anden væsentlig skade, jf. retsplejelovens § 171.Spørgsmålet om, i hvilket omfang en forsker kan afvise at afgive vidne-forklaring under en straffesag, må således afgøres efter retsplejelovensalmindelige regler herom. Som det fremgår, vil en forsker som andrevidner i givet fald som udgangspunkt skulle afgive vidneforklaring i ret-ten, hvis det må antages, at den pågældende har kendskab til oplysninger,som har betydning for den konkrete straffesag, som behandles af retten.Som der nærmere er redegjort for ovenfor, vil en forsker efter omstæn-dighederne kunne være omfattet af reglerne om vidnefritagelse og vidne-udelukkelse.På den anførte baggrund er der efter Justitsministeriets opfattelse på detforeliggende grundlag ikke anledning til at indføre særlige regler om for-skeres afgivelse af vidneforklaring i retten.