Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 69 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. oktober 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Barbara Bertelsen

 

 


Spørgsmål nr. 69 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Vil ministeren oplyse, om ministeren vil sikre, at der sker tilstrækkelig politipatruljering i området omkring Christiania til, at beboerne føler sig trykke?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Københavns Politi har oplyst, at politiindsatsen i Christianias nærområde er en integreret del af den samlede politiindsats for hele lokalområdet.

 

Sideløbende med den målrettede politiindsats mod de kriminelle aktiviteter inde på selve Christiania foretages der målrettet patruljering i nærområdet, herunder håndhævelse af færdselslovgivningen med særlig fokus på parkeringsbestemmelserne og hyrevognslovgivningen.

 

Endvidere har medarbejdere fra lokalpolitiet på Station Amager løbende dialog med Christianias naboer, enkeltpersoner, institutioner, foreninger og andre, der er bekymrede eller berørte af ulemper i forbindelse med aktiviteterne på Christiania. I det omfang det er muligt, inddrages konklusionerne fra denne konstruktive dialog i det fremadrettede politiarbejde.

 

Københavns Politi er således meget opmærksom på at sikre ro og orden i området omkring Christiania.”

 

Der kan i øvrigt henvises til besvarelsen af 9. oktober 2008 af spørgsmål nr. 1169 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg vedrørende politiindsatsen på Christiania.