Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 57<DOCUMENT_START> (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. oktober 2008.

 

 

 

Jakob Axel Nielsen

fg. justitsminister

/

 John Vestergaard

 


Spørgsmål nr. 57 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes oplyse, hvad baggrunden er for, at Den Sociale Retshjælp ikke kan få svar på, om de kan få midler fra puljen til opsøgende retshjælp eller ej.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Civilstyrelsen, der har oplyst følgende:

 

”Som led i udmøntningen af satspuljen for 2008 blev der afsat i alt 9 mio. kr. i perioden 2008-2011 til opsøgende retshjælp på gadeplan til særligt udsatte grupper.

 

Ved brev af 23. juli 2008 ansøgte Den Sociale Retshjælp (DSR) om midler fra satspuljen til etable­ring af tilbud om opsøgende retshjælp.

 

Da Civilstyrelsens ansøgningsfrist udløb den 25. juli 2008, var der indkommet 5 ansøgninger til et beløb på i alt ca. 12,6 mio. kr.

 

Efter gennemgang af ansøgningerne og nærmere overvejelser vedrørende bl.a. ansøgningernes forhold til puljens formålsbestemmelse mv. fore­lagde Justitsministeriet ved brev af 31. oktober 2008 ordførerne bag satspuljeforliget et samlet oplæg til fordeling af midlerne. Ordførerne havde ingen bemærkninger til fordelingen.

 

Ved brev af 14. november 2008 er DSR orienteret om, at midlerne er fordelt til anden side med den begrundelse, at det findes tvivlsomt, om det ansøgte projekt rammer målgruppen for sats­puljeprojektet, hvortil kommer, at DSR’s projekt ikke lever op til kravet om at være opsøgende på gadeplan, i og med at den opfølgende kontakt til borgerne i målgruppen i projektet skal ske via web-cams.

 

DSR er endvidere orienteret om, at Civilstyrelsen gennemfører en ny ansøgningsrunde, hvor et ikke disponeret beløb på knap 1,8 mio. kr. søges fordelt.”