Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 53 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 22. oktober 2008.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 53 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan ministeren oplyse, hvilke ressourcer politiet sætter ind for at pågribe den undslupne pædofile John Møll alias John Orjes?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Rigspolitiet har indhentet en udtalelse fra Midt- og Vestsjællands Politi, hvorunder sagen hører.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har oplyst, at man den 11. oktober 2008 kl. 01.50 ved en telefax fra Sct. Hans Hospital modtog underretning om, at John Orjes siden den 10. oktober 2008 kl. 19.00 havde været forsvundet. John Orjes forsvandt i forbindelse med en ledsaget udgang, hvor han skulle besøge sin mor i nærheden af Roskilde, og hvorfra han efter aftale med den ledsagende bistandsværge fik lov til alene at tage på indkøb.

 

Midt- og Vestsjællands Politi har endvidere oplyst, at man straks efterlyste John Orjes i politiets registre, ligesom der blev iværksat eftersøgning på de adresser, som politiet har kendskab til i relation til John Orjes. Der har desuden hele tiden været en tæt kontakt mellem henholdsvis Sct. Hans Hospital, bistandsværgen og politiet.

 

Alle forsøg på at finde John Orjes på kendte adresser og opholdssteder var imidlertid forgæves, og derfor efterlyste Midt- og Vestsjællands Politi den 17. oktober 2008 John Orjes via pressen. Samtidig blev de nordiske politimyndigheder i Sverige, Norge, Finland og Island underrettet via Schengen Informations Systemet (SIS), idet han tidligere har søgt til bl.a. Sverige.

 

Efterlysningen af John Orjes er bl.a. bragt i TV2-Lorry og TV2-Efterlyst, ligesom den skrevne presse har fulgt tæt op på sagen. Midt- og Vestsjællands Politi har i den forbindelse modtaget ca. 25 henvendelser fra offentligheden, der desværre ikke har kunnet føre til pågribelse af John Orjes.

 

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser endeligt, at man i forbindelse med eftersøgningen af John Orjes har gjort brug af de efterforskningsmidler, der står til rådighed i sager som den foreliggende, herunder tele- og bankoplysninger, ligesom der dagligt følges op på eventuelle nye oplysninger.”

Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er oplyst af Rigspolitiet.