Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 520 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 26. februar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen Dehnhardt (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 520 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Vil ministeren redegøre for, hvorfor Syd og Sønderjyllands politi ikke er blevet tildelt bandekriminalitetsressourcer, når der er niveau 1-bander i byen, og der i den seneste tid har været skyderi mellem grupperingerne i Esbjerg?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Ved finanslovsaftalen for 2009 blev der indgået en aftale om gennemførelse af politireformen og styrkelse af politiindsatsen. Aftalen indebærer bl.a., at der gennemføres en varig udvidelse af politistyrken med i alt 300 betjente.

 

Udvidelsen sker bl.a. med henblik på, at politikredsene kan fastholde og forstærke politiindsatsen i de byer, der har oplevet tiltagende problemer med rocker- og bandekriminalitet.

 

Fordelingen af merbevillingen til udvidelsen af politistyrken har været drøftet med forligsparterne bag aftalen, og det er på den baggrund besluttet at anvende 140 polititjenestemænd til etablering af en særligt organiseret indsats i relevante politikredse til forebyggelse, efterforskning og retsforfølgning af rocker- og bandekriminalitet.

 

Problemerne i relation til rocker- og bandemiljøet har været mest udtalt i landets større byer, hvor politiet i forbindelse med den senere tids konflikter bl.a. har registreret et stort antal skudepisoder med tilknytning til dette miljø. Det har efter Rigspolitiets opfattelse på den baggrund været nødvendigt i første omgang at styrke indsatsen i Københavns Politi, Københavns Vestegns Politi, Østjyllands Politi og Fyns Politi.

 

For så vidt angik fordelingen af personalemæssige ressourcer til landets øvrige politikredse har Rigspolitiet fundet, at der bør lægges vægt på tilstedeværelsen af rockergrupper og/eller bander i de enkelte kredse samt omfanget af disses kriminelle aktiviteter. Der bør således – efter styrkelsen af de fire ovennævnte politikredse – ske en styrkelse af indsatsen i Midt- og Vestsjællands Politi og Nordjyllands Politi.

 

På ovennævnte baggrund sker der således ikke tildeling af ekstra personaleressourcer til indsatsen på rocker- og bandeområdet til landets øvrige politikredse, herunder Syd- og Sønderjyllands Politi. Det skal dog i den sammenhæng understreges, at dette naturligvis ikke betyder, at der ikke også i de øvrige kredse foregår en intensiv indsats mod bande- og rockerkriminalitet baseret på Rigspolitiets strategi for en forstærket politimæssig indsats på dette område.

 

De 140 polititjenestemænd til den styrkede bandeindsats fordeles således til politikredsene og Rigspolitiets afdelinger:

 

 

 

 

 

 

Politikredse                                 

      Antal

Københavns Politi:                          

49

Københavns Vestegns Politi:            

19

Østjyllands Politi:                             

13

Fyns Politi:                                                                

13

Midt- og Vestsjællands Politi:          

13

Nordjyllands Politi:                            

13

NEC:                                                  

8

SØK:                                                  

2

PET:                                                 

10

I alt                                                

140