Spørgsmål nr. 49 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

”Ministeren bedes redegøre for foreneligheden af Danmarksbrug af tidsubestemte foranstaltninger med EMRK.”

Svar:

1.

Justitsministeriet har forstået spørgsmålet således, at der sigtes til tids-ubestemte foranstaltninger, som efter straffeloven kan idømmes sindssy-ge mv. i anledning af et strafbart forhold. Reglerne herom findes i straffe-lovens §§ 68-70.Efter straffelovens § 16 er personer, som på gerningstidspunktet var util-regnelige på grund af sindssygdom mv., straffri. Hvis en person frifindesfor straf efter straffelovens § 16, kan der efter straffelovens § 68 fastsæt-tes andre foranstaltninger, der findes formålstjenlige for at forebyggeyderligere lovovertrædelser.Hvis gerningsmanden på gerningstidspunktet befandt sig i en tilstand, dervar betinget af mangelfuld udvikling, svækkelse eller forstyrrelse af depsykiske funktioner, som ikke er omfattet af straffelovens § 16, kan ret-ten, hvis det findes formålstjenligt, efter straffelovens § 69 i stedet for atidømme straf træffe bestemmelse om foranstaltninger efter straffelovens§ 68, jf. nedenfor.Efter straffelovens § 68, 2. pkt., kan bl.a. anvendes foranstaltninger somtilsyn, bestemmelser vedrørende opholdssted eller arbejde, afvænnings-behandling eller psykiatrisk behandling mv. Hvis sådanne foranstaltnin-ger ikke findes tilstrækkelige, kan det bestemmes, at den pågældendeskal anbringes i hospital for sindslidende, i institution for personer medvidtgående psykiske handicap eller under tilsyn med mulighed for admi-nistrativ anbringelse eller i egnet hjem eller institution til særlig pleje el-ler forsorg.Straffelovens § 68 a og § 69 a indeholder nærmere regler om længsteti-den for foranstaltninger efter henholdsvis § 68 og § 69, som indebærer, atden pågældende skal anbringes i institution eller som giver mulighed fordet. Efter § 68 a fastsættes en længstetid på 5 år for foranstaltningen. Ef-ter § 69 a fastsættes også en længstetid på 5 år for foranstaltningen ogherudover en længstetid for opholdet på institution, der i almindelighedikke kan overstige 1 år. De nævnte længstetider kan under særlige om-2

stændigheder forlænges med 2 år af retten efter anmodning fra anklage-myndigheden.I sager om grov personfarlig kriminalitet (f.eks. drab, røveri, frihedsbe-røvelse, alvorlig voldsforbrydelse eller voldtægt) fastsættes dog i almin-delighed ingen længstetid, jf. straffelovens § 68 a, stk. 2, og § 69 a, stk.2. I sådanne tilfælde indbringer anklagemyndigheden som udgangspunktspørgsmålet om ændring eller endelig ophævelse af foranstaltningen forretten 5 år efter afgørelsen, og herefter forelægges spørgsmålet i givetfald for retten mindst hvert andet år.Efter straffelovens § 70 kan en person idømmes forvaring, hvis den på-gældende findes skyldig i en række nærmere angivne alvorlige personfar-lige forbrydelser (f.eks. drab, røveri eller alvorlig voldsforbrydelse). Deter yderligere en betingelse, at det må antages, at den pågældende frem-byder nærliggende fare for andres liv, legeme, helbred eller frihed, og atforvaring findes påkrævet i stedet for fængsel for at forebygge denne fa-re. Forvaring efter straffelovens § 70 er som udgangspunkt tidsubestemt,jf. dog nedenfor.Anklagemyndigheden (statsadvokaten) fører kontrol med de idømte for-anstaltninger, og for alle foranstaltninger efter straffelovens §§ 68, 69eller 70 gælder, at anklagemyndigheden skal påse, at de ikke opretholdesi længere tid og i videre omfang end nødvendigt, jf. straffelovens § 72,stk. 1. Det er i den forbindelse forudsat, at statsadvokaten én gang årligtindhenter en erklæring fra den relevante afdeling/tilsynsførende myndig-hed om behovet for at opretholde foranstaltninger efter §§ 68 og 69. An-klagemyndighedens kontrol skal sikre, at foranstaltningen bliver ophæ-vet, hvis behandlingsmæssige hensyn eller proportionalitetshensyn talerfor det, eller hvis risikoen for recidiv ikke længere er til stede. Der kansåledes efter omstændighederne være pligt for anklagemyndigheden til atindbringe spørgsmålet om at opretholde foranstaltningen for retten førudløbet af længstetiden. Der henvises i øvrigt til Rigsadvokatens medde-lelse nr. 5/2007 om behandling af straffesager vedrørende psykisk afvi-gende kriminelle og personer omfattet af straffelovens § 70.Herudover har bl.a. både den dømte selv og den pågældendes bistands-værge (jf. straffelovens § 71) mulighed for at anmode anklagemyndighe-den om at indbringe spørgsmålet om ændring eller ophævelse af foran-staltningen for retten, jf. straffelovens § 72, stk. 2. Anklagemyndighedenskal i så fald snarest muligt indbringe spørgsmålet for retten. Tages en3

sådan anmodning ikke til følge af retten, kan en ny anmodning ikkefremsættes, før der er forløbet et halvt år fra rettens afgørelse.

2.

Ifølge Den Europæiske Menneskerettighedskonventions artikel 5, stk.4, har enhver, der berøves friheden ved anholdelse eller anden tilbage-holdelse, ret til at indbringe sagen for en domstol, for at denne hurtigtkan træffe afgørelse om lovligheden af frihedsberøvelsen, og beordre denpågældende løsladt, hvis frihedsberøvelsen ikke er lovlig.Det følger af Den Europæiske Menneskerettighedsdomstols praksis, atpersoner, hvis frihedsberøvelse er begrundet i forhold, der kan ændre sigmed tiden, f.eks. hvis frihedsberøvelsen er begrundet i den pågældendesmentale tilstand eller det forhold, at den pågældende anses for at udgøreen fare for andre, skal have mulighed for at få prøvet lovligheden af denfortsatte frihedsberøvelse med rimelige intervaller, jf. f.eks.Thynne, Wil-son og Cunnell mod Storbritannien,dom af 25. oktober 1990.Hvis den omhandlede straf eller foranstaltning også indebærer frihedsbe-røvelse af en vis mindste varighed, indtræder kravet om domstolsprøvel-se med rimelige intervaller først ved udløbet af mindsteperioden, jf.SilvaRocha mod Portugal,dom af 15. november 1996.Domstolen har ikke i sin praksis opstillet en absolut grænse for, hvad dermå anses for rimelige intervaller, da det vil afhænge af en konkret vurde-ring. Til illustration kan dog nævnes dom af 26. september 2000 i sagenOldham mod Storbritannien,hvor Domstolen fandt det i strid med artikel5, stk. 4, at klager, som var idømt en kombinationsdom bestående af entidsbestemt sanktion og en form for forvaring, der efter udløb af dentidsbestemte sanktion gav mulighed for frihedsberøvelse på ubestemt tidaf præventive grunde, ikke inden for et toårigt interval havde mulighedfor at fremsætte begæring om domstolsprøvelse af den fortsatte friheds-berøvelses lovlighed.Som det fremgår ovenfor under pkt. 1, følger det af straffelovens § 72,stk. 1, at anklagemyndigheden skal påse, at foranstaltninger efter straffe-lovens §§ 68, 69 og 70 ikke opretholdes i længere tid og i videre omfangend nødvendigt. Endvidere har den dømte og den pågældendes bistands-værge mulighed for at anmode anklagemyndigheden om at indbringespørgsmålet om ændring eller ophævelse af foranstaltningen for retten, jf.straffelovens § 72, stk. 2, medmindre retten har afvist at tage en sådananmodning til følge mindre end et halvt år tidligere.4

Anvendelsen af tidsubestemte foranstaltninger efter straffelovens §§ 68-70 findes på den baggrund ikke at være i strid med konventionens artikel5, stk. 4.For så vidt angår Den Europæiske Menneskerettighedskonventions arti-kel 3 om forbud mod tortur, umenneskelig eller nedværdigende straf, harDen Europæiske Menneskerettighedsdomstol generelt udtalt, at det villerejse spørgsmål i forhold til bestemmelsen, hvis der ikke blev taget hen-syn til udviklingen hos unge lovovertrædere, der var idømt en sanktion,der i princippet indebar, at de skulle sidde frihedsberøvet resten af livet,jf. bl.a.Hussain mod Storbritannien,dom af 21. februar 1996, ligesomDomstolen ikke har udelukket, at en straf af fængsel på livstid uden håbom prøveløsladelse eller lignende under særlige omstændigheder villekunne rejse spørgsmål i forhold til artikel 3, jf.Léger mod Frankrig,domaf 11. april 2006.Af de ovenfor nævnte grunde findes der imidlertid ikke at være holde-punkter for at antage, at anvendelsen af tidsubestemte foranstaltningerefter straffelovens §§ 68-70 er i strid med Den Europæiske Menneskeret-tighedskonventions artikel 3.