Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 455 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. februar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).
Brian Mikkelsen
/
 Lars Hjortnæs
Spørgsmål nr. 455 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):
â€Ministeren bedes kommentere vedhæftede anonymiserede mail, og ministeren bedes herunder klarlægge de juridiske præmisser for fængslingenâ€.
Svar:
I e-mailen rejses der på baggrund af en konkret sag spørgsmål om at genindføre grænsekontrol.
I den forbindelse kan Justitsministeriet oplyse, at spørgsmålet om grænsekontrol er omfattet af Schengen-samarbejdet, som Danmark siden den 25. marts 2001 – sammen med de øvrige nordiske lande – har deltaget fuldt ud i. Schengen-samarbejdet indebærer en ophævelse af personkontrollen ved de fælles grænser inden for Schengen-området og har således til formål at etablere fri personbevægelighed over grænserne mellem de lande, som deltager i samarbejdet. Endvidere har samarbejdet til formål at styrke indsatsen mod international kriminalitet og illegal indvandring. Denne styrkede indsats skal bl.a. udgøre en modvægt til den fri personbevægelighed, så bortfaldet af personkontrollen ved de indre grænser ikke misbruges af personer, som er eftersøgt eller udvist på grund af kriminalitet.
Når der foreligger en alvorlig trussel mod den offentlige orden eller den indre sikkerhed, kan et land efter Schengen-reglerne undtagelsesvist genindføre national grænsekontrol ved de indre grænser. Genindførelse af national grænsekontrol kan kun ske i en begrænset periode, og de foranstaltninger, der iværksættes, må ikke være mere omfattende og ikke vare længere, end hvad der er strengt nødvendigt for at imødegå den alvorlige trussel.
En medlemsstats beslutning om genindførsel af indre grænsekontrol kan som udgangspunkt kun træffes efter samråd med de øvrige medlemsstater og Kommissionen. Det følger af udlændingeloven, at en beslutning om at genindføre grænsekontrol i Danmark træffes af ministeren for flygtninge, indvandrere og integration efter indstilling fra Rigspolitiet og i samråd med justitsministeren. Vurderingen af, om der i det enkelte tilfælde er behov for i et begrænset tidsrum at iværksætte grænsekontrol af hensyn til den offentlige orden eller den nationale sikkerhed, beror på en politi- og efterretningsmæssig trusselsvurdering.
Det kan oplyses, at Danmark hidtil kun i ét tilfælde har besluttet at genindføre grænsekontrollen midlertidigt. Det skete i forbindelse med afholdelsen af Det Europæiske Råds møde i København den 12. og 13. december 2002.
For så vidt angår spørgsmålet om det nærmere grundlag for varetægtsfængslingen af den tyske taxachauffør, der er omtalt i e-mailen, skal Justitsministeriet bemærke, at ministeriet af principielle grunde ikke finder at burde udtale sig herom. Det kan dog oplyses, at udlændingeloven indeholder regler om varetægtsfængsling af udlændinge, og at disse regler er omtalt nærmere i Justitsministeriets besvarelse af 23. april 2008 af spørgsmål nr. 450 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg.
Herudover kan Justitsministeriet oplyse, at en tysk taxachauffør, der var tiltalt for at have kørt 3 udlændinge fra Padborg videre mod København, ved en dom afsagt af Højesteret den 6. marts 2009 (sag 336/2008) – med henvisning til bl.a. anklageskriftets mangelfulde indhold – er blevet frifundet for den nævnte tiltale.