Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 410<DOCUMENT_START> (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 5. februar 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 410 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Kan ministeren bekræfte, at der ikke undervises i dyrevelfærd på politiskolen, og mener ministeren, at dyrevelfærd bør være en obligatorisk del af politielevernes pensum?”

 

Svar:

 

Til brug for besvarelsen har Justitsministeriet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Af flerårsaftalen for politiet for 2007 – 2010 fremgår, at kontrol af dyreværnslovgivningen er et af de særligt prioriterede indsatsområder. Dyreværnslovgivningen skal håndhæves ensartet og effektivt over hele landet. Der skal således etableres enheder med specialuddannet personale i alle politikredse.

 

Alle nye betjente, der gennemgår politiets grunduddannelse, undervises i emnet dyrevelfærd i sammenhæng med en række andre emner og fagområder. Som eksempel kan nævnes, at undervisningen i politiets samarbejde med andre myndigheder også omfatter undervisning i politiets samarbejde med fødevaremyndighederne – herunder undervisning i, hvordan politiet assisterer dyrlægen i forbindelse med tilsyn med dyrehold. Herudover undervises der bl.a. i, hvordan politiet skal drage omsorg for kæledyr eller dyrehold i sager om dødfundne personer mv., ligesom betjentene i forbindelse med undervisning om jagtloven, bl.a. undervises i opsporing af anskudt og undløbet vildt.

 

I den praktiske uddannelse på politiets grunduddannelse indgår endvidere en række temadage, hvor et anbefalet tema er dyrevelfærd og samarbejdet med fødevareregionen.

 

Personalet i politikredsenes dyreværnsenheder har i efteråret 2007 været på kurser i behandlingen af dyreværnssager, hvor der bl.a. blev undervist i, hvordan man vurderer dyrenes behov for foder, vand, pasning, og i håndtering og pleje af syge og tilskadekomne dyr.

 

Det kan i øvrigt oplyses, at politiet i forbindelse med efterforskningen af, om der foreligger overtrædelser af dyreværnslovgivningen, kan få bistand fra dyrlæger i den lokale fødevareregion, ligesom der ved behandlingen af konkrete straffesager kan indhentes en sagkyndig udtalelse om veterinære spørgsmål fra Det Veterinære Sundhedsråd.

 

Det er Rigspolitiets sammenfattende vurdering, at politiet gennem grunduddannelsen af politiskoleelever, gennem efteruddannelse af politikredsenes personale og med bistand af eksterne personer med særlige kompetencer på det veterinære område har sikret sig, at dyreværnslovgivningen bliver håndhævet ensartet og effektivt over hele landet.”