Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 387 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 29. januar 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 387 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren redegøre for, hvilke strafferetlige sanktioner smuglere bliver idømt, hvis de ulovligt forsøger at smugle dyr – f.eks. hunde – til Danmark?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen anmodet Rigsadvokaten om en udtalelse. Rigsadvokaten har oplyst følgende:

 

”I den anledning kan jeg indledningsvis oplyse, at reglerne for kommerciel indførsel af dyr, herunder hunde, til Danmark bl.a. findes i bekendtgørelse nr. 774 af 29. august 2001 om veterinærkontrol ved ind- og udførsel af levende dyr.

 

Det følger af § 3, stk. 1, i den nævnte bekendtgørelse, at den, der er ansvarlig for ind- eller udførsel af dyr, skal registreres i Fødevaredirektoratet (nu Fødevarestyrelsen) med hensyn til dyreart og afsendelses- eller modtagerland. Herudover findes der i be­kendtgørelsen en række generelle regler, som den pågældende importør skal efterleve, herunder regler om, at der skal føres optegnelser over leveringer af dyr, jf. § 3, stk. 3.

 

Såfremt der er tale om indførsel af hunde fra andre EU-lande eller Norge, følger det af § 4, stk. 2, i den nævnte bekendtgørelse, at hundene skal være ledsaget af dokumenter, der forud er godkendt af Fødevaredirektoratet (nu Fødevarestyrelsen), ligesom dyrene skal opfylde betingelserne heri.

 

Hvis der er tale om indførsel af hunde fra tredjelande, skal dyrene ligeledes være led­saget af en række dokumenter, ligesom dyrene skal opfylde betingelserne heri, jf. § 12, stk. 3.

 

Overtrædelse af bekendtgørelse nr. 774 af 29. august 2001 om veterinærkontrol ved ind- og udførsel af levende dyr straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 1.

 

Fødevarestyrelsen har oplyst, at de veterinære myndigheder med hjemmel i lov om dyrehold kan udstede administrative bødeforelæg for overtrædelse af den nævnte be­kendtgørelse.

 

Ifølge Fødevarestyrelsens bødekatalog, som er udarbejdet til brug for fastsættelse af administrative bøder, er normalbødestørrelsen for overtrædelse af henholdsvis § 3, stk. 1 (manglende registrering af importører), § 4 (manglende certifikater, sundhedsattester mv.), og § 5, stk. 1 (manglende forhåndsanmeldelse om indførelse af dyr) 2.500 kr.

 

Det fremgår endvidere af det nævnte bødekatalog, at bødestørrelserne er fastsat på baggrund af retspraksis, samt at den angivne normalbødestørrelse alene er et udgangs­punkt for beregningen af bøden. Såfremt der er formildende eller skærpende omstæn­digheder, kan bødestørrelsen korrigeres. Bødestørrelsen skal således være proportional med den begåede overtrædelse.

 

Herudover kan der i forbindelse med indsmugling af dyr i Danmark være tale om overtrædelse af dyreværnslovens regler. Efter § 1 i dyreværnslovens skal dyr således behandles forsvarligt og beskyttes bedst muligt mod smerte, lidelse, angst, varigt men og væsentlig ulempe. Det følger endvidere af § 2 i samme lov, at enhver, der holder dyr, skal sørge for, at de behandles omsorgsfuldt.

 

Endelig fremgår det af dyreværnslovens § 18, stk. 1, at erhvervsmæssig handel med og opdræt af dyr kun må drives med politidirektørens tilladelse. Det samme gælder for bl.a. formidling af dyr.

 

Strafferammen for overtrædelse af dyreværnsloven er bøde eller fængsel i indtil 4 må­neder. Hvis der er tale om uforsvarlig eller groft uforsvarlig behandling af dyrene er strafferammen dog bøde eller fængsel i indtil 1 år. Har forholdet haft karakter af mis­handling, er straffen fængsel i indtil 1 år, i gentagelsestilfælde indtil 2 år.

 

I forarbejderne til dyreværnsloven er der anført en række ”minimums-strafpositioner”, der kan tjene som udgangspunkt for strafpåstanden i forskellige sagstyper. De nævnte ”minimumsstrafpositioner” er angivet til mellem 2.000 og 15.000 kr. afhængig af, hvorvidt der er tale om erhvervsmæssige forhold, gentagelsestilfælde samt karakteren af den behandling, som dyret har været udsat for (uforsvarlig eller groft uforsvarlig behandling).

 

Herudover kan der i forbindelse med indførsel af hunde i Danmark være tale om overtrædelse af bekendtgørelse nr. 817 af 22. juli 2004 om overdragelse af hunde­hvalpe, hvor det følger af § 1, stk. 1, at den, der fra udlandet indfører hundehvalpe, der er under 8 uger gamle, straffes med bøde.

 

For så angår retspraksis kan jeg oplyse, at jeg fra Syd- og Sønderjyllands Politi har modtaget kopi af fire afgørelser vedrørende indførsel af hunde til Danmark.

 

I den første sag blev en person, som var dansk statsborger, tiltalt for overtrædelse af bekendtgørelse nr. 817 af 22. juli 2004 om overdragelse af hundehvalpe ved at have indført tre hundehvalpe fra Tyskland, selv om hvalpene var under 8 uger gamle. Sagen blev afgjort med et bødeforelæg på 5.000 kr.

 

I den anden sag blev to personer, som begge var danske statsborgere, ved Retten i Sønderborgs dom af 28. januar 2008 idømt bøder på 6.000 kr. for overtrædelse af be­kendtgørelse nr. 714 af 29. august 2001 om veterinærkontrol ved ind- og udførsel af levende dyr samt dyreværnslovens § 18, stk. 1. Retten fandt det bevist, at de pågæl­dende havde deltaget i import af henholdsvis 44 og 32 hundehvalpe, samt at importen var sket med henblik på videresalg. En af de tiltalte blev endvidere dømt for i et enkelt tilfælde at have indført og videresolgt en hundehvalp på under 8 uger. Herudover blev yderligere en person idømt en bøde på 5.000 kr. for at have deltaget i import af ca. 44 hundehvalpe.

 

Efterfølgende blev i samme sagskompleks yderligere en person (dansk statsborger) idømt en bøde på 2.500 kr. ved i forening med andre at have hentet omkring 10 hun­dehvalpe i Polen til Danmark med henblik på videresalg uden forinden at være re­gistret hos Fødevarestyrelsen, uden at have indsendt skriftlig forhåndsanmeldelse samt uden at have fået politidirektørens tilladelse til erhvervsmæssig handel. Retten fandt det endvidere bevist, at tiltalte havde videresolgt en hundehvalp, der var under 8 uger gammel.

 

I den sidste sag vedtog tiltalte et bødeforelæg på 2.000 kr. for at have indført 12 hun­dehvalpe i Danmark, selv om han som ansvarlig for indførelsen ikke var registret hos Fødevarestyrelsen og ikke havde forhåndsanmeldt indførelsen, ligesom han havde undladt at medbringe dokumenter godkendt af Fødevarestyrelsen og opfylde betingel­serne heri. Herudover var hundehvalpene under 8 uger gamle ved indførelsen.

 

Afslutningsvis kan jeg oplyse, at Politidirektøren i Syd- og Sønderjylland har oplyst, at man i forbindelse med en verserende sag vil drøfte med Fødevarestyrelsen, om der er grundlag for at påstå bøderne forhøjet i forhold til det nuværende bødeniveau.”

 

Justitsministeriet kan supplerende oplyse, at ifølge artikel 6, stk. 3, i Rådets forordning nr. 1/2005 af 22. december 2004 om beskyttelse af dyr under transport og dermed forbundne aktiviteter mv. (transportforordningen) skal transportvirksomheder transportere dyr i overensstemmelse med de tekniske forskrifter i bilag I til transportforordningen. En transportvirksomhed er enhver fysisk eller juridisk person, som transporterer dyr for egen eller for tredjemands regning, jf. artikel 2, litra x.

 

Det fremgår af pkt. 2, litra f, i kapitel I i bilag I til transportforordningen, at bl.a. hunde på under 8 uger ikke er egnede til transport, medmindre de er ledsaget af deres mor.

 

Overtrædelse af transportforordningen straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder, medmindre højere straf ikke er forskyldt efter anden lovgivning, jf. § 35, stk. 1, i bekendtgørelse nr. 1729 af 21. december 2006 om beskyttelse af dyr under transport.