Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 383 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 28. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Line Barfod (EL).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Barbara Bertelsen

 


Spørgsmål nr. 383 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes redegøre for henholdsvis, hvor mange anholdelser, sigtelser og domfældelser der blev foretaget i forbindelse med rydningen af ungdomshuset og de efterfølgende uroligheder i ugen efter?”

 

Svar:

 

Hvad angår antallet af anholdelser og sigtelser i forbindelse med begivenhederne i tilknytning til rydningen af Ungdomshuset, kan der henvises til besvarelsen af 14. juni 2007 af spørgsmål nr. 251 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg med bilag. Som det fremgår heraf, blev der anholdt mere end 800 personer, som blev sigtet for bl.a. vold, hærværk og grov forstyrrelse af offentlig ro og orden. Af disse blev ca. 225 personer fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret, og ca. 200 personer blev varetægtsfængslede. Et mindre antal udlændinge blev endvidere tilbageholdt i medfør af udlændingelovgivningens regler og efterfølgende udsendt af landet.

 

Den daværende justitsminister tilkendegav under et samråd i Folketingets Retsudvalg den 10. maj 2007, at Folketinget ville få en generel orientering om forløbet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset og dagene derefter, når de konkrete straffe- og klagesager var afgjort.

 

Ved Justitsministeriets besvarelse af 26. maj 2008 af spørgsmål nr. 697 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg blev udvalget orienteret om, at redegørelsen fortsat afventede afslutningen af en række straffe- og klagesager, og at det derfor ikke var muligt at oplyse, hvornår redegørelsen kunne forventes at foreligge.

 

Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at Rigsadvokaten over for Justitsministeriet har oplyst, at en række af de omhandlede straffesager fortsat verserer, herunder sagen vedrørende den såkaldte ”knibtangsmanøvre”, der er berammet til hovedforhandling i Østre Landsret fra den 15. april til den 12. maj 2009.

 

Når de sidste straffesager er afsluttet, vil Rigsadvokaten bl.a. udarbejde en samlet opgørelse af antallet af domfældelser som led i anklagemyndighedens del af den nævnte kommende redegørelse til Folketingets Retsudvalg om forløbet i forbindelse med rydningen af Ungdomshuset.