Hermed sendes endelig besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 344 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 16. januar 2009.

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Cristina A. Gulisano

 


Spørgsmål nr. 344 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes redegøre for den normale opfølgningsprocedure i forhold til aftageren, når myndighederne opdager hundehvalpe, som er indført i Danmark ulovligt samt ministerens holdning til forslaget fra Dansk Kennel Klub om ID-mærkning som obligatorisk før videresalg.”

 

Svar:

 

1. Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet om opfølgningsproceduren i forhold af aftageren af hundehvalpe, der er indført ulovligt i Danmark, anmodet Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri samt Rigspolitiet om udtalelser.

 

Ministeriet for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri har bl.a. oplyst, at de dyresundhedsmæssige indførselsregler hører under Fødevarestyrelsens ressort. Det fremgår af de kommercielle indførselsregler, at det er importørens ansvar at sikre, at indførslen sker i overensstemmelse med de gældende regler, jf. bekendtgørelse nr. 774 af 29. august 2001 om veterinærkontrol ved ind- og udførsel af levende dyr, som ændret ved bekendtgørelse nr. 913 af 30. august 2006. Importøren er enhver person eller virksomhed hjemmehørende i Danmark, som fra udlandet modtager dyr, jf. bekendtgørelsens § 2, nr. 17. Overtrædelse af reglerne kan straffes med bøde, jf. bekendtgørelsens § 24, stk. 1.

 

Rigspolitiet har udtalt følgende:

 

”Rigspolitiet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet om opfølgningsprocedure indhentet udtalelser fra Syd- og Sønderjyllands Politi samt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst, at spørgsmålet om, hvem der er aftagere til ulovligt indførte hunde, indgår som en sædvanlig del af politikredsens efterforskning i sager om ulovlig indførsel af hunde.

 

I den forbindelse anvendes de almindelige efterforskningsskridt, herunder bl.a. afhøring af gerningsmanden og eventuelle vidner om oplysninger, der kan føre til identifikation af eventuelle aftagere til de ulovligt indførte hunde.

 

Endvidere foretages der ransagning af gerningsmandens køretøj, ligesom gerningsmanden visiteres for at finde spor – f.eks. adresser og telefonnumre – der kan identificere eller lede til eventuelle aftagere.

 

Når efterforskningen fører til, at aftagere af ulovligt indførte hunde identificeres, indledes der med det samme en efterforskning mod de pågældende med henblik på at gøre et eventuelt strafansvar gældende i anledning af den ulovlige indførsel.

 

Syd- og Sønderjyllands Politi efterforsker for tiden en række sager om ulovligt indførte hunde, og i flere af sagerne er det lykkedes at identificere personer, der mistænkes for at være aftagere til ulovligt indførte hunde.

 

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har oplyst, at denne politikreds ikke har mange erfaringer med sager vedrørende ulovlig indførsel af hundehvalpe. Der er derfor ikke etableret en mere generel opfølgningsprocedure i sådanne sager.

 

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har imidlertid omtalt to sager vedrørende indførsel af hundehvalpe.

 

I en sag vedrørende indførsel af hundehvalpe, der var under 8 uger gamle, blev sagen – efter forelæggelse for Det Veterinære Sundhedsråd - afgjort med en bøde på 5.000 kr. for overtrædelse af dyreværnslovens § 28, stk. 1, jf. §§ 1 og 2, og bekendtgørelse om overdragelse af hundehvalpe.

 

I en anden sag blev der i en bil, som var blevet standset i forbindelse med den stikprøvevise Schengenkontrol, fundet tre hundehvalpe. Fødevareregionen, der blev kontaktet, oplyste, at rabiesvaccination skulle fremgå af de EU-hundepas, som føreren af bilen var i besiddelse af. Politiet rekvirerede endvidere en dyrlæge med henblik på artsbestemmelse og chipkontrol. I relation til den ene hvalp var vaccinationen i orden, mens de to andre hvalpe blev anbragt i karantæne. Ejeren var villig til at betale de 8.000 kr., som hundenes karantæneophold kostede. Falck transporterede hundene til et dyreinternat, og efter 21 dage blev ejeren anmodet om at afhente hundene og betale for udgifterne i forbindelse med karantæneopholdet. Der blev ikke fra politiets side foretaget yderligere i sagen.”

 

2. For så vidt angår spørgsmålet om Dansk Kennel Klubs forslag om obligatorisk ID-mærkning af hvalpe, inden de videresælges, kan Justitsministeriet oplyse, at det følger af hundelovens § 1, stk. 1, at besidderen af en hund bl.a. skal sørge for, at hunden, fra den er 4 måneder gammel, er mærket og registreret.

 

Justitsministeriet har i medfør af lovens § 1, stk. 2, fastsat nærmere regler herom, jf. bekendtgørelse nr. 1500 af 20. december 2004 om mærkning og registrering af hunde, som ændret ved bekendtgørelse nr. 710 af 29. juni 2005.

 

Som oplyst over for Retsudvalget ved brev af 27. februar 2009 har Justitsministeriet besluttet at nedsætte et udvalg, der bl.a. skal overveje om reglerne om mærkning og registrering af hunde er fuldt ud tidssvarende.