Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 327 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 13. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 

Spørgsmål nr. 327 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Mener ministeren ikke, at spark mod hovedet burde sidestilles med drabsforsøg som en parallel til, at karateudøveres hænder karakteriseres som våben, idet spark mod hovedet er en meget alvorlig tendens, som muligvis kan være forstærket af de mange voldsfilm, hvor offeret efterfølgende rejser sig og slås videre, mens det i virkelighedens verden ofte fører til svære hjerneskader eller døden, som i den i medierne meget omtalte sag, hvor en 16-årig blev idømt 4 års fængsel?”

 

Svar:

 

Efter straffelovens § 237 straffes for manddrab den, der dræber en anden. Domfældelse for drab kræver, at gerningsmanden har handlet forsætligt, dvs. f.eks. har haft til hensigt at dræbe ofret eller har anset det for overvejende sandsynligt, at ofret ville blive dræbt. Hvis gerningsmanden har handlet med forsæt til at dræbe ofret, men den pågældende overlever overfaldet, straffes gerningsmanden for forsøg på manddrab efter straffelovens § 237, jf. § 21.

 

Et legemsangreb mod en person, hvor gerningsmanden ikke har handlet med drabsforsæt, er omfattet af voldsbestemmelserne i straffelovens §§ 244-246.

 

Det afgørende for, om gerningsmanden kan dømmes for drab eller drabsforsøg er således, om han eller hun har handlet med drabsforsæt. Det beror på en konkret bevismæssig vurdering i den enkelte straffesag, om gerningsmanden må antages at have handlet med drabsforsæt, og i denne vurdering vil bl.a. kunne indgå, hvordan og med hvilke midler gerningsmanden har angrebet ofret.

 

Der vil således efter de gældende regler være mulighed for, at spark mod hovedet efter en konkret bevismæssig vurdering kan bedømmes som drabsforsøg.