Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 321 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 12. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Karina Lorentzen (SF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 321 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren redegøre for indsattes adgang til aktindsigt i forbindelse med en afgørelse om at udelukke den pågældende fra fællesskab?”

 

Svar:

 

En indsat, der udelukkes fra fællesskab i medfør af straffuldbyrdelseslovens § 63, har ikke ret til aktindsigt i sagen efter reglerne i forvaltningslovens kapitel 4. Denne begrænsning i den almindelige adgang til aktindsigt fremgår af forvaltningslovens § 9, stk. 4, som lyder således:

 

”I forbindelse med varetægtsfængsling samt fuldbyrdelse af fængselsstraf og forvaring gælder bestemmelserne i dette kapitel endvidere ikke sager om

1) valg af varetægtsfængsel eller afsoningsinstitution,

2) overførelse til andet varetægtsfængsel eller anden afsoningsinstitution,

3) overførelse til anden afdeling i et varetægtsfængsel eller en afsoningsinstitution og

4) udelukkelse fra fællesskab.”

 

Bestemmelsen blev indsat i forvaltningsloven i 2002 (lov nr. 382 af 6. juni 2002) med henblik på at modvirke, at medindsatte og fængselspersonalet bliver udsat for vold eller trusler mv., hvis de afgiver belastende oplysninger til kriminalforsorgen til brug for visse sager i forbindelse med straffuldbyrdelse, varetægtsfængsling mv. (lovforslag nr. L 140 fra folketingsåret 2001-02).

 

I overensstemmelse med bestemmelsens forarbejder fremgår det af punkt 8 i vejledning nr. 28 af 3. juni 2008 om udelukkelse af indsatte fra fællesskab, herunder anbringelse i observationscelle mv., i fængsler og arresthuse, at forvaltningslovens § 9, stk. 4, ikke er til hinder for, at der efter omstændighederne kan gives aktindsigt i sager om udelukkelse fra fællesskab, i det omfang hverken private eller offentlige interesser taler imod (”meroffentlighed”).