Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 307 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 6. januar 2009. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 307 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes kommentere henvendelsen til Folketingets Retsudvalg af 15. december 2008 fra Klaus Berg Dalsgaard om mulighed for, at deltidsbrandmænd kan bruge blink, jf. REU alm. del – bilag 206.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har forstået Klaus Berg Dalsgaards henvendelse som et forslag om, at deltidsansatte brandmænd skal have mulighed for at opnå tilladelse til i egen bil at køre med udrykningslygter, når de bliver kaldt ud til brandslukningsopgaver m.v.

 

Justitsministeriet kan oplyse, at justitsministeren efter færdselslovens § 7, stk. 1, fastsætter bestemmelser om udrykningskørsel. Der er i medfør af denne bestemmelse udstedt bekendtgørelse nr. 510 af 11. juni 1996 om udrykningskørsel, som er ændret ved bekendtgørelse nr. 138 af 1. marts 2004.

 

Efter bekendtgørelsens § 1, stk. 1, må motorkøretøj kun føres efter reglerne om udrykningskørsel, når det skønnes nødvendigt af hensyn til politimæssige opgaver, personredning mv., og når motorkøretøjet er registreret som udrykningskøretøj.

 

Det følger af bekendtgørelsens § 3, at køretøjer, der tilhører private, som udgangspunkt ikke kan registreres som udrykningskøretøjer. Rigspolitiet kan dog i konkrete tilfælde tillade en sådan registrering af et privat motorkøretøj, jf. bekendtgørelsens § 3, stk. 2.

 

Rigspolitiet er imidlertid tilbageholdende med at give tilladelser efter § 3, stk. 2. I praksis gives der efter en konkret vurdering tilladelse til, at et køretøj tilhørende en læge, der f.eks. er tilknyttet det lokale brand/ambulanceberedskab eller indgår i en præhospital ordning, kan registreres som udrykningskøretøj. Der gives herudover kun under ganske særlige omstændigheder og i tilfælde af et særligt behov tilladelse til registrering af et privat køretøj til udrykningskøretøj. Baggrunden for denne restriktive praksis er navnlig, at en mere udbredt – og måske undertiden uberettiget – brug af udrykningssignaler kan tænkes at svække respekten for politiets og brandvæsenets brug af udrykningssignaler.

 

Justitsministeriet finder ikke, at der er behov for en ændring af reglerne på området, og finder endvidere af de ovenfor nævnte grunde, at der fortsat bør udvises tilbageholdenhed med at tillade udrykningskørsel i private motorkøretøjer.