Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 235 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Anette Arnsted

 


Spørgsmål nr. 235 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Har ministeren nogen konkrete planer om tiltag, der kan formindske antallet af mistede og stjålne pas?”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Langt de fleste pas bortkommer, mens de er i pasindehaverens varetægt. Der kan være mange grunde til, at en pasindehaver mister sit pas. Passet kan f.eks. være blevet stjålet fra pasindehaveren eller være blevet tabt, glemt eller tilintetgjort af forskellige årsager.

 

På den baggrund finder Rigspolitiet, at det er vanskeligt at iværksætte en målrettet indsats med henblik på at nedbringe antallet af mistede pas. Efter Rigspolitiets opfattelse bør indsatsen i stedet koncentreres om sikkerheden i forbindelse med de danske pas.

 

I tilknytning hertil kan det oplyses, at der internationalt er enighed om, at navnlig tre forudsætninger skal være til stede for at opretholde et højt sikkerhedsniveau for pas:

 

-         Pasbogen skal indeholde en lang række sikkerhedselementer, som er meget vanskelige at eftergøre.

 

-         Der skal være indgÃ¥ende kontrol med blanke pas, herunder en central pasudstedelse, sÃ¥ der ikke er blanke pas andre steder end hos pasproducenten.

 

-         Der skal foretages en grundig identitetskontrol i forbindelse med ansøgningen om pas.

 

Den danske pasudstedelse opfylder til fulde disse krav, og det er Rigspolitiets generelle vurdering, at sikkerhedsniveauet for det danske pas er overordentlig højt.

 

Særligt bemærkes, at det nuværende pas indeholder en lang række sikkerhedselementer, der vanskeliggør forfalskning. Det er f.eks. ikke muligt at foretage udskiftning af pasansøgerens foto eller i øvrigt foretage rettelser i personoplysningerne, uden at det er forholdsvis enkelt at afdække forsøget på forfalskning. Senest er der som et yderligere sikkerheds-element pr. 1. august 2006 indført biometriske data i form af pasindehaverens ansigtsbillede, som lagres på en chip i passet.

Det kan endvidere oplyses, at der til dato ikke er registreret vellignende forfalskninger af det nuværende danske pas, der blev indført den 1. oktober 2004.

 

Endelig bemærkes, at det straks bliver registreret i Det Centrale Pasregister, når en myndighed bliver bekendt med, at et pas er mistet. Registreringen overføres umiddelbart til Schengen-informationssystemet og Interpols database over mistede dokumenter. Det er derfor muligt både nationalt og internationalt at konstatere, at der er tale om et mistet pas, hvis dette skulle blive benyttet ved indrejse i Danmark eller et andet land.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til Rigspolitiets udtalelse i sagen. Ministeriet finder således ikke grundlag for at iværksætte nye initiativer på området.