Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 231 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 4. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Jens Christian Lund (S).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Rikke Steffensen

 


Spørgsmål nr. 231 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren oplyse, om de lokallønsmidler, som alle ansatte i politiet, jf. overenskomsten, skulle have udbetalt den 1. april 2008, er kommet til udbetaling, og i bekræftende fald oplyse, hvornår det er sket, og om der vil være forskel på tidspunktet for lønudbetalinger for chefer og for øvrige ansatte?"

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigspolitiet, der har oplyst følgende:

 

”Lokalløns- og cheflønspuljen, der dækker perioden 1. april 2008 til 31. marts 2009, blev udmeldt til politiet fra Finansministeriet, Personalestyrelsen, den 21. august 2008.

 

Ifølge lokallønsaftalen, jf. Finansministeriets cirkulære af 23. oktober 2006, og cheflønsaftalen, jf. Finansministeriets cirkulære af 13. august 2003, er lokalløns- og cheflønsordningerne frivillige, og det er således op til de lokale parter, i hvilket omfang puljerne skal anvendes. Såvel ledelsen som organisationerne kan fremsætte forslag om anvendelse af puljerne, og forhandlingsdatoen aftales mellem parterne.

 

I foråret 2008 indgik Rigspolitiet og Politiforbundet aftale om rammerne for et ændret lønsystem for polititjenestemænd med ikrafttrædelse den 1. oktober 2008. I den forbindelse blev det aftalt, at lokallønspuljen, der dækker perioden 1. april 2008 til 31. marts 2009, skulle udmøntes ultimo januar 2009, idet det ændrede lønsystem skulle være på plads, inden de lokale forhandlinger om lokallønspuljen kunne finde sted. Den endelige aftale om et nyt lønsystem blev indgået den 30. september 2008 og udmøntes med lønnen ultimo december 2008. Herefter er grundlaget for at gennemføre de lokale forhandlinger om anvendelse af lokallønspuljen til stede.

 

For så vidt angår cheflønspuljen er det aftalt med Politiforbundet, at udmøntningen heraf sker i løbet af 1. kvartal af 2009.”