Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 229 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 3. december 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Per Clausen (EL).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Barbara Bertelsen

 

 


Spørgsmål nr. 229 (Alm. del) fra Folketingets Retsudvalg:

 

”Ministeren bedes redegøre for det forløb, der førte til lukningen af Planet Pub i Aalborg lørdag den 29. november.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet følgende udtalelse fra Rigspolitiet, hvortil der henvises:

 

”Nordjyllands Politi har oplyst, at politiet den 29. november 2008 først på aftenen blev tilkaldt til værtshuset Planet Pubben i Aalborg Øst, idet der var blevet knust ruder på stedet. Servitricen oplyste til den tilkaldte politipatrulje, at hun ikke havde set gerningsmændene.

 

Patruljen kørte derfor rundt i området for at finde gerningsmændene. Herunder modtog patruljen oplysning om en aggressiv mand, der havde været kunde på Planet Pubben, og som angiveligt nu ledte efter nogle unge mennesker.

 

Et stykke tid efter blev den samme patrulje sendt til en vej i samme kvarter, hvor patruljen traf en meget aggressiv og kraftigt spirituspåvirket mand. Pågældende talte usammenhængende, men politiet opfattede det således, at pågældende var i konflikt med nogle personer.

 

Senere samme aften blev patruljen igen sendt til Planet Pubben, idet der på ny var knust en rude. Den spirituspåvirkede mand var nu blandt gæsterne på værtshuset. Politipatruljen blev ved en samtale med manden yderligere bestyrket i opfattelsen af, at pågældende var i konflikt med nogle personer. Manden blev herefter bortvist fra stedet, idet han var aggressiv og meget beruset. I forbindelse med dette forløb havde politipatruljen telefonisk kontakt med Planet Pubbens restauratør, der ikke befandt sig i Aalborg.

 

Omkring kl. 21.40 blev politiet på ny tilkaldt til Planet Pubben, og ved politiets ankomst til stedet var nogle unge forsamlet i centret ved pubben. En af de unge blev fundet i besiddelse af en gummihammer. De unge blev herefter bortvist fra centret, hvilket de modvilligt efterkom. De blev dog fortsat i området, og de oplyste flere gange, at de var bange for gæsterne på Planet Pubben.

 

På baggrund af den uorden, der havde været ved Planet Pubben, og oplysningerne om konflikten mellem de unge og gæster på pubben, vurderede politiet, at værtshuset skulle lukkes for at hindre yderligere hærværk og eventuel vold på stedet og i beboelsesområdet ved pubben. Dette skete i fælles forståelse med den ansvarlige medarbejder på værtshuset.

 

Politiet registrerede herefter ikke flere hændelser omkring og på Planet Pubben den pågældende aften og nat.

 

Hændelsen er efterfølgende drøftet med restauratøren på Planet Pubben, og han har i den forbindelse oplyst, at han ikke ønsker at klage over politiets dispositioner i forbindelse med lukning af værtshuset.”