Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 184 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 19. november 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Marlene Harpsøe (DF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 184 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Vil ministeren i forlængelse af besvarelsen af REU alm. del – spørgsmål 51 oplyse, hvor mange udgange de 409 forskellige indsatte, der har været på udgang i perioden 2004-2007, har fået?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at de 409 forskellige indsatte, der som hovedkriminalitet har været dømt for sædelighedsforbrydelser, jf. besvarelsen af spørgsmål nr. 51 fra Folketinget Retsudvalg (Alm. del), samlet set har været på udgang 14.923 gange i perioden 2004-2007

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at der efter de gældende regler eksisterer forskellige former for udgang, og at de 14.923 udgange fordeler sig på følgende typer:

 

4.360 udgange er givet i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 35, hvorefter indsatte kan få udgang for at besøge bestemte nærstående personer (weekendudgang). Indsatte kan få én udgang inden for hver 3 ugers periode, og varigheden af disse udgange er som udgangspunkt fra fredag kl. 16 til søndag kl. 21.

 

5.165 udgange er givet i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 31, hvorefter indsatte kan få udgang til særlige formål. Der kan bl.a. være tale om udgang med henblik på at besøge en nærstående person, som er alvorligt syg, at være til stede ved en nærstående persons begravelse eller med henblik på lægeundersøgelse eller -behandling, der ikke hensigtsmæssigt kan finde sted i institutionen. Det skal i den forbindelse bemærkes, at 3.284 af de 5.165 udgange er givet med henblik på lægeundersøgelse eller -behandling. Sædelighedskriminelle er som udgangspunkt omfattet af visitationsordningen i Anstalten ved Herstedvester. Denne ordning indebærer, at indsatte efter et indledende ophold på anstaltens visitations- og observationsafdeling, hvor den indsattes behandlingsbehov afdækkes, overføres til et almindeligt fængsel, hvor den indsatte, i det omfang det er forsvarligt og praktisk muligt, deltager i ambulant psykiatrisk/sexologisk behandling i forbindelse med udgang fra fængslet. Det må derfor antages, at en stor del af de 3.284 udgange er givet netop til dette formål.

 

3.065 udgange er givet i medfør af udgangsbekendtgørelsens § 44, hvorefter indsatte under visse betingelser kan få udgang (frigang) med henblik på beskæftigelse hos arbejdsgiver eller deltagelse i undervisning. Det skal i den forbindelse bemærkes, at det registreres som én udgang for hver gang, den indsatte forlader fængslet. Hvis den indsatte således går på frigang alle ugens hverdage, registreres den indsatte for 5 udgange pr. uge.

 

2.333 udgange er givet i medfør af udgangsbekendtgørelsens §§ 55-56, hvorefter der lejlighedsvis kan gives indsatte kortvarig udgang til udflugter mv. Disse udgange gives normalt til grupper af indsatte, og der deltager normalt en eller flere fængselsfunktionærer i sådanne udgange.