Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 157 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 14. november 2008. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra Peter Skaarup (DF).

 

 

 

Brian Mikkelsen

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 157 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Hvad kan ministeren oplyse om recidivgraden hos personer, der er idømt fængselsstraf for seksuelle overgreb mod børn?”

 

Svar:

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har oplyst, at Kriminalforsorgens årlige statistik over dømtes tilbagefald til ny kriminalitet er baseret på udtræk af data fra politiets kriminalregister. Udtrækket giver mulighed for at fordele tilbagefald efter køn, alder og straffens art, men ikke kriminalitetens art. Kriminalforsorgen er derfor ikke i stand til at oplyse om tilbagefaldet for personer, der er idømt fængselsstraf for seksuelle overgreb mod børn.

 

Direktoratet for Kriminalforsorgen har endvidere oplyst, at man er i færd med at omlægge sin recidivstatistik. Omlægningen vil bl.a. medføre, at det vil blive muligt at fordele tilbagefaldet efter hovedkriminalitetens art. Sædelighedskriminelles tilbagefald vil herefter kunne fordeles i to hovedgrupper, henholdsvis ”Voldtægt” og ”Sædelighedskriminalitet i øvrigt”. Der henvises i den forbindelse til pkt. 2 i den samtidige besvarelse af spørgsmål nr. 156 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del). Det forventes, at omlægningen vil være tilendebragt primo 2009.

 

Justitsministeriet kan i øvrigt oplyse, at man ikke er bekendt med recidivundersøgelser vedrørende alene seksualforbrydere, der er dømt for overgreb mod børn. De generelle recidivundersøgelser, der foreligger, viser samstemmende, at seksualforbrydere har en lavere recidivprocent end andre straffelovsovertrædere.

 

En undersøgelse fra 1998 viser således, at 30 pct. af seksualforbryderne recidiverer i løbet af 2 år efter en dom/afsoning, mens det tilsvarende tal for henholdsvis ejendomsforbrydere og voldsforbrydere er 40 og 37 pct. Recidiv omfatter i dette tilfælde alle former for ny kriminalitet og alle former for strafferetlige sanktioner. Recidiv alene til ny seksualforbrydelse forekommer antagelig ganske sjældent. En nyere undersøgelse af seksualforbrydere, som er idømt fængselsstraffe på op til 4 år, tyder på, at højst 5 pct. recidiverer til en ny seksualforbrydelse. I dette tilfælde er observationsperioden varierende, dog minimum 1 år.

 

Det kan endvidere nævnes, at Danmarks Statistiks kriminalstatistik i nogle år har omfattet oplysninger om tidligere kriminalitet blandt de personer, der et givet år idømmes en frihedsstraf. Tidligere kriminalitet kan ikke sammenlignes med recidiv, da kriminalitetsfrekvensen er faldende med alderen. Derfor vil omfanget af tidligere kriminalitet typisk være mere omfattende end omfanget af tilbagefald til ny kriminalitet. Kriminalstatistikken for 2006 viser, at 22 pct. af dem, der i 2006 blev idømt en frihedsstraf for en seksualforbrydelse, havde været idømt en frihedsstraf inden for de seneste 5 år forud for den aktuelle dom. 27 pct. af disse – eller 6 pct. af samtlige – havde også seneste gang været dømt for en seksualforbrydelse.

 

Kriminalstatistikken indeholder tilsvarende oplysninger om personer, der i 2006 er dømt for enten heteroseksuelle eller homoseksuelle forbrydelser mod børn under 12 år. Det drejer sig om en meget lille gruppe, i alt 56 personer. Af dem har 12 personer (21 pct.) været idømt en frihedsstraf inden for de seneste 5 år forud for den aktuelle dom, og i 4 af tilfældene – eller 7 pct. af samtlige – drejede det sig også om en seksualforbrydelse seneste gang, de blev dømt.

 

Der foreligger ikke tilsvarende oplysninger i kriminalstatistikken for 2007.